I ET NÆSTEN forkrampet forsøg på at opretholde Kemal Atatürks sekulære tankegang er Tyrkiet endnu en gang i færd med at skyde sig selv i foden: På den ene side forsøger landets ledere at overbevise først og fremmest EU om, at de vil gøre alt for at forsvare basale demokratiske principper, mens de på den anden side har manøvreret en af selv samme demokratis politiske ledere, Recep Erdogan fra det islamiske Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AK), ud på et sidespor. Ud over at stå i spidsen for det islamiske parti, som fører i meningsmålingerne, er Erdogans brøde, at han engang har læst op af et 90 år gammelt nationalistisk digt. Digtet, som er pensum i skolerne, ville ikke være forbudt efter dagens lovgivning, men var det tidligere, og derfor blev han idømt fire måneders fængsel. Og derfor kan han ikke stille op ved det kommende valg, mener den tyrkiske valgkommission. Som sådan deler Erdogan skæbne med kandidaterne fra det prokurdiske Hadep-parti og menneskeretsaktivisten Akin Birdal, mens en kandidat som Oral Celik omvendt er fundet egnet som kandidat, selv om han er dømt for narkosmugling. Jo, logikken halter en anelse i det tyrkiske, hvor man bag det hele aner en ny form for fundamentalisme, nemlig den sekulære af slagsen.UDELUKKELSEN AF den populære Erdogan vil da formentlig også snarere styrke hans parti end det modsatte - til stor skuffelse for den del af det politiske establishment, som ikke selv har formået at overbevise om, at de sidder med løsningen på Tyrkiets problemer. Hvis Erdogans parti vinder valget, ville det formentlig heller ikke være den store ulykke for Tyrkiet. Partiet har lagt afstand til den konservative form for islamisme, som tidligere ministerpræsident Necmettin Erbakan eksempelvis stod for, og derudover har Erdogan bekendt sig til både nødvendige økonomiske reformer og tyrkisk medlemskab af EU. Det er gode og sunde signaler, som gør partiet til et sobert bud på et kommende regeringsparti. Og nok så vigtigt: Hvis en sådan politik blev gennemført af et moderat muslimsk parti, ville det én gang for alle sende et signal om, at islam, EU og demokrati er forenelige størrelser. Det ville være et vigtigt budskab til den øvrige del af den islamiske verden. Og det ville være et værdifuldt eksempel for de millioner af europæiske muslimer, der i dag slås med alskens fordomme og mageløst sludder om, at islam er en tilbagestående monolit, der er uforenelig med vestligt demokrati.