LO'S BESLUTNING om ikke længere at yde Socialdemokratiet eller Socialdemokraterne, som partiet jo nu hedder, økonomisk støtte er fornuftig, både for LO selv og for partiet. Det er det, fordi den forbundethed, som historisk har været og fortsat vil være mellem de to parter, har brug for at blive mere fri og uafhængig end tidligere. Fagbevægelsens medlemmer har længe signaleret, at de ikke ønsker, at et bestemt parti favoriseres, og et Socialdemokrati, der ønsker at tage kampen op mod Venstre, har omvendt brug for at lægge distance til et LO, der som brand klinger af fortid og beton. Socialdemokratiet genvinder aldrig positionen som bredt favnende folkeparti, hvis det ikke har manøvredygtighed i forhold til LO. NÅR DET SÅ er sagt, er der ingen grund til at tro, at arbejderbevægelsens to grene, partiet og fagbevægelsen (kooperationen er den tredje), kan undvære hinanden eller kan ophøre med at trække på samme hammel på en lang række områder. Det brud, LO har fuldbyrdet ved at trække sine penge, er nok så meget et taktisk brud, der skal fjerne et væsentligt kritikpunkt, uden at det af den grund er et signal om, at parterne ikke længere er ideologisk forbundne. Hertil kommer, at LO's nye kurs sagtens kan blive erstattet af en mere aggressiv og rundhåndet støttepolitik fra de store selvstændige forbund og karteller i fagbevægelsen. En udvikling, der passer fint med, at LO får stadig mindre at skulle have sagt som aftalepart. LO er stadig en vigtig del af den berømmede danske model, men i langt mindre grad end før. Også i det perspektiv er der grund til ikke at overgøre vigtigheden af LO's beslutning. Den er nok så meget et spørgsmål om image-making og markedsføring.