VENSTRES LANDSMØDE blev præget af jubel og selvfølelse, og det er kun rimeligt: Sjældent har et parti haft så meget at fejre. Ikke blot har partiet statsministerposten og en helt dominerende placering i regeringen, det har også skubbet Socialdemokratiet af piedestalen som landets største parti. På den baggrund kan det ikke undre, at en bagatel som Farums kollaps blev fejet ind under gulvtæppet, og de liberale frustrationer over Anders Fogh Rasmussens midterkurs blev holdt under kontrol. Så meget desto mere som vi faktisk på landsmødet fik den første antydning af, hvordan Anders Fogh på længere sigt forestiller sig, at han kan bryde ud af den spændetrøje, han trods sine triumfer stadig sidder i. Spændetrøjen består i, at han freder velfærdsstaten, men samtidig stiller skattelettelser i udsigt oven på skattestoppet. I betragtning af, at ikke bare den konservative regeringspartner, men også de to tidligere regeringspartier, R og S, nu lover mindre skat på arbejde, så bliver statsministeren nødt til at levere varen. Ikke mindst fordi Danmark selv i Skandinavien udmærker sig som landet med den højeste indkomstskat og procent. PROBLEMET MED skattestoppet er naturligvis ikke, at det udskyder de skattelettelser, Bent Bendtsen (K), så venligt fabler om. Problemet er, at det udelukker de skatteomlægninger, der er den realistiske måde at lette skatten på arbejde på. Skal spændetrøjen brydes, må der store offentlige nedskæringer til. Her er det ikke nok kun at gå efter svage ikkedanskere, hvad enten de nu bor i den fattige del af verden, eller er så 'heldige' at høre til blandt de fattigste herhjemme. Dem er regeringen hidtil gået efter, men udover at det er usympatisk, så batter det ikke i længden. Det er formentlig i dette lys, at man skal se statsministerens retorik om en kontrakt mellem befolkningen og det offentlige. Foreløbig er det meget diffust og moraliserende, men mon ikke, det er brugerbetaling og selvfinansiering, der her igen er på vej frem. I det nye finanslovsforslag er man veget uden om alt det svære. Gad vidst, hvad der sker til næste år? Og mon ikke Dansk Folkeparti vil have lige så stor fornøjelse af at nedlægge veto mod Venstres små velfærdsforringelser, som finansministeren vil have med at opfinde dem. Det skal nok blive besværligt.