EN AFTALE mellem Europa og USA om gensidig hjælp i straffesager kan betyde liv eller død for Zacarias Moussaoui. Mange i USA, herunder anklagemyndigheden, ønsker ham henrettet. Han er erklæret medlem af al-Qaeda, og han er den første og hidtil eneste, som er blevet tiltalt for deltagelse i planlægningen af terrorangrebet 11. september. Ifølge anklagen er det en ren tilfældighed - han blev anholdt for brud på immigrationslovene inden 11. september sidste år - at han ikke døde i en selvmordsaktion, der kunne have trukket hundreder eller tusinder af amerikanere med sig. Moussaoui er fransk statsborger, og han har opholdt sig i Tyskland. Men hverken Frankrig eller Tyskland vil hjælpe amerikanerne med oplysninger, for de vil ikke medvirke til en henrettelse. Navnlig de tyske myndigheder kan ellers ligge inde med meget vigtige beviser, eftersom det tyske studentermiljø tilsyneladende spiller en central rolle i sagen. AMERIKANERNE håber på og beder om, at en samarbejdsaftale med det samlede EU kan udløse fleksibilitet. Aftalen blev sat i søen efter 11. september, hvor mange EU-ledere, herunder den tyske forbundskansler, lovede »ubegrænset solidaritet« med USA. Nu viser det sig, at der er grænser. Selv i en sådan sag. Men Tyskland og Frankrig har ret. Dødsstraf er en krænkelse af den mest basale menneskeret - retten til liv - og er en vederstyggelighed for et demokratisk retssamfund. Det amerikanske retssystem er, desværre, storleverandør af konkrete eksempler. Men vi vil hjertens gerne hjælpe, hvis de afstår fra dødsstraf. Det skal amerikanerne have forklaret med hele den selvbevidsthed og autoritet, der ligger i at have et samlet Europa og de universelle menneskerettigheder bag sig. Den høflige uklarhed, som Europas talskvinde, justitsminister Lene Espersen (K), lægger for dagen, kan derimod give amerikanerne indtryk af, at det er et spørgsmål til forhandling. Og dermed i realiteten, at det er vilje og solidaritet, det kniber med. Det kan hverken menneskerettighederne eller Europas anseelse være tjent med.