JOHANNESBURG VAR en skuffelse. Det er stort set alle enige om, og med god grund. Ikke en eneste juridisk bindende aftale, og selv de luftige hensigtserklæringer og principløfter var det småt med. Men hvis de store topmøder virkelig, som mange siger, har udspillet deres rolle, hvis drømmen om én stor 'global deal' om at gøre verden til et renere, rigere og mere retfærdigt sted er død, hvad er så vejen frem? For problemer har vores klode som bekendt nok af, og noget skal der jo gøres. Havde Jacques Chirac alligevel - trods sit ulidelige hykleri - fat i den lange ende med sit forslag om oprettelsen af et socialt og økonomisk sikkerhedsråd i FN og en global miljøorganisation på linje med verdenshandelsorganisationen WTO? TANKEN OM et nyt FN-sikkerhedsråd forekommer mærkværdig (det gamle fungerer jo knap nok), men sammenligningen med WTO er ikke helt skæv. For er der noget, udviklingen de senere år har vist, er det, at hvis det internationale samarbejde for alvor skal fungere, med forpligtende aftaler og hele molevitten, sker det klart bedst inden for rammerne af en klart defineret international organisation som EU eller WTO. Der har man den sekretariatsbistand, der skal til, de faste rammer og den institutionelle inerti, som gør fremskridt mulige. Ikke på alle områder, men på klart definerede ansvarsområder som for eksempel fattigdom, vand og miljø. Der ville en pendant til WTO bestemt være en mulighed, og selve processen med at skulle etablere sådanne organisationer i sig selv bidrage til at gøre prioriteringerne klarere. Når det er sagt, må man naturligvis erkende, at proceduren og den brede dagsorden ikke var den eneste grund til, at Johannesburg blev en fiasko. Så længe man har en amerikansk regering, der i så høj grad som den nuværende er negativt indstillet over for alle globale løsninger på globale problemer, bliver det meget vanskeligt. Men netop derfor kan man med fordel bruge tiden, til USA under en ny ledelse engang besinder sig til at få strammet op på procedurerne og prioriteterne.