MAN KAN roligt sige, at Institut for Miljøvurdering og dets direktør, Bjørn Lomborg, er kommet tilbage i debatten, efter at vi blandt andet her i avisen har undret os over tavsheden og rygterne om mundkurve på det ny institut. På små to uger har instituttet udsendt hele tre rapporter, og de er alle effektfuldt lanceret i både danske og internationale medier. I dag er det Politikens tur: Vi bringer en Kronik, der imødegår Verdensnaturfonden, der for ikke så længe siden hævdede, at vi snart »løber tør for kloder«. Mest opsigt har det dog vakt, at Bjørn Lomborg i anledning af Johannesburg-topmødet - og i New York Times - har gentaget sin kritik af Kyoto-aftalen, som USA har undsagt. Og som EU - og dermed det danske EU-formandskab - ser som en hjørnesten i en global miljøpolitik. Mere ubekvemt for den hidtidige danske miljølinje og for vores formandskab kunne det næsten ikke blive. BJØRN LOMBORGS hovedsynspunkt - det er bedre at bruge pengene på mere håndgribelige problemer som rent vand - kan virke besnærende, men har den svaghed, at sådan foregår politik, og da slet ikke global politik, ikke. Svækkede man indsatsen mod den globale opvarmning, er der ingen garanti for, at det ville give flere midler til en indsats for rent vand. Og skal man tænke i alternativer, kunne man jo også spørge, hvorfor det ikke er forsvarsudgifterne, der skulle holde for? I praksis kan opbakningen til at gøre en indsats ikke flyttes som tal i et regneark. Det virkelige spørgsmål er derfor, om Lomborg har ret i, at vi forholdsvis nemt kunne tilpasse os en klimaændring. Her er det straks vanskeligere at være skråsikker. IKKE DESTO mindre skal Lomborg og hans instituts festfyrværkeri af argumenterede og talmættede provokationer være velkomment. De etablerede sandheder, der nyder størst spontan opbakning, er dem, der har allermest brug for at blive udfordret. Og miljøvurderingsinstituttets analyser kan ikke bare affærdiges som useriøse, uanset hvor irriterede mange er over miljøprovoen Lomborg og hans gennemslagskraft. Han har i denne uge med eftertryk demonstreret, at han ikke har tænkt sig at tage særlige hensyn til den regering, der tvang ham ned i halsen på oppositionen. Det er dagens rapport også en slags eksempel på. Her får den vedvarende energi et skulderklap. Det er ikke den linje, Anders Fogh-regeringen hidtil har lagt. Miljøvurderingsinstituttets indsats skal først og fremmest ses som en slags kvalitetskontrol af den stadig større miljøindsats og miljøforskning, der er på de kommende års dagsorden. Vi ser frem til mange flere kvalificerede provokationer fra instituttets side. For lige så naive Lomborgs appeller til Bush-administrationen om at flytte rundt på globale milliarder forekommer, lige så relevant er hans kritik af velmenende dommedagsprofeter, der gør os blinde både for verdens sande tilstand og for, hvad der er stort og småt i miljødebatten.