ET TEMMELIGT præcist udtryk for, hvilke politiske ambitioner en regering har, er det forslag til ny finanslov, den fremlægger en gang om året. Regeringen Anders Fogh Rasmussen er ingen undtagelse, og at dømme efter den første finanslov, som VK-regeringen selv har haft hundrede procent indflydelse på, er konklusionen entydig: Venstres leder, landets statsminister, er faldet til patten. Bortset fra forslaget om at skære yderligere i udviklingsbistanden - og bortset fra regeringens prioriteringer i udlændingepolitikken og miljøpolitikken - er finanslovsforslaget udtryk for gængs dansk konsensuspolitik, det vil sige: socialdemokratisme. Den tidligere minimalstatsforkæmper har stukket piben ind og vil kun rykke om på 5,5 mia. kr. ud af et samlet budget på 429 mia. kr. Heraf går broderparten til ældrepleje og sundhed i amter og kommuner samt til uddannelse og forskning og ungdomsboliger. Ikke just det liberalistiske elektrochok, som man for få år, ja, måneder siden, ville have forventet sig fra Fogh Rasmussen. MED FINANSLOVSFORSLAGET er VK i de store linjer trådt i karakter som en social-liberal regering med ringe vilje til at begive sig ud på en anden politisk kurs end den på forhånd udstukne. Nogle vil kalde det uambitiøst, det har oppositionen naturligvis ikke været sen til, men finansloven kan i lige så høj grad ses som et udtryk for, at det store flertal af politikere på tværs af partiskellene er enige om det meste, og det er vel ikke så ringe endda. Set i et magt- og partipolitisk perspektiv vil Socialdemokratiet fremover få endnu sværere ved at piske en folkestemning op mod regeringen, og mere end vanskeligt ved at bide til bolle, når der skal indgås forlig på de enkelte politikområder. OPPOSITIONEN HAR kun én mulighed, men den er til gengæld også betydelig: at placere sig som et værdimæssigt alternativ dér, hvor regeringen har skejet allermest ubehageligt ud: på udlændinge- og bistandspolitikken, hvor Danmark på ny sender signaler om manglende solidaritet og humanisme. En erkendelse, der bør spille en afgørende rolle i den vigtige kamp, der foregår i Socialdemokratiet om partiets fremtidige politik - og ledelse. At blive ved med at råbe 'ulven kommer' om en regering, der reelt har opgivet at føre borgerlig-liberal politik på de fleste områder, er udsigtsløst og utroværdigt.