FORESTIL DEM, at De ved fødslen havde reddet livet for Deres storebror. Blod fra navlestrengen var blevet transplanteret over i storebror, som led af en livstruende sygdom. Nu er han rask. Vi tror, at det faktum ville forøge glæden betragteligt ved at være til - og vi kan ikke forstå, at den sag, som nu diskuteres, overhovedet kan omtales med vendinger som »reservedel«. Den aktuelle sag vedrører en 11-årig dreng fra Aalborg, som lider af den sjældne sygdom fanconi anæmi. Symptomerne er blodmangel, hyppige infektioner og blødningstendens, og sygdommen kan kun helbredes ved en knoglemarvstransplantation med væv fra en person med samme vævstype som patienten. Derfor har drengens forældre anmodet om tilladelse til at blive gravide ved reagensglasbehandling - og vel at mærke gravide med et rask barn med samme vævstype som broderen. Den teknik, som skal anvendes, kaldes for præimplantationsdiagnostik - eller ægsortering - og er foreløbig kun tilladt på forsøgsbasis. Sundhedsministeren, som har haft sagen til behandling, har derfor indhentet vurderinger fra Sundhedsstyrelsen og fra Etisk Råd. Landets bedste gynækologer er enige: Det vil være det eneste rigtige at lade forældrene gennemgå den ønskede behandling, som tilbyder fine chancer for helbredelse: 90 procents chance imod kun 55 procent, hvis man forsøger at finde en donor ude i verden med samme vævstype. ETISK RÅD, som diskuterede præimplantationsdiagnostik i 1999, har også denne gang haft nogle indvendinger: Alle andre behandlingsmuligheder skal være undersøgt. Det nye barn kan ikke fortsat bruges som lager for transplantation - hensigten skal være nøje og udtømmende defineret. Og så må barnet naturligvis ikke udsættes for smerte eller krænkende behandling. Det siger sig selv. Hvad der derimod ikke siger sig selv - selv om argumentet ofte høres anvendt - er, at vi nu er på vej ned ad en glidebane. Glidebanen er det nemme svar, man giver, hvis man er imod - men sandheden i argumentet er en sandhed med modifikationer. Ikke ét emne i hele sundhedsdebatten er blevet diskuteret så intenst og redeligt op ad bakke som præimplantationsdiagnostik, og ikke én dansk ekspert har udtalt sig uden sans for de konsekvenser, der kan følge af generelle tilladelser. Der er blevet moraliseret og debatteret ud fra forudsætninger om en folkelig kynisme, der er helt uden proportioner. Det gør ondt at høre, at familien har skrevet forgæves til 18 fonde og har brugt 100.000 kroner på at få den behandling, de har behov for. Det er godt, det lysner.