UNGDOMSDYRKELSEN har næppe nogensinde været mere udpræget i det danske samfund, end den er i dag. Befolkningen, derimod, har gennemsnitligt aldrig været ældre. Det hænger ikke sammen. Når f.eks. landets største parti, Socialdemokratiet, mener sig tvunget til at foretage et generationsskifte, som ikke blot opgiver den håbløst aldrende generation i fyrrerne, men også fører til fyring af en næstformand, der er i trediverne og dermed for længst forældet, så er det meget mærkeligt i forhold til landets faktiske befolkningssammensætning. Den typiske dansker er 50-60 år, men landet skal helst regeres, synes Socialdemokratiet, af mennesker i tyverne. Mærkeligt. MÆRKELIGT ER DET OGSÅ, at mens både de midaldrende (befolkningsflertallet) og de ældre (en voldsomt voksende gruppe) bliver sundere, friskere og mere ungdommelige år for år, så trækker de sig tidligere og tidligere ud af arbejdsmarkedet. Livet hinsides de 60 bliver i stigende grad betragtet som én lang sommerferie, skønt de 60-årige har flere kræfter end nogensinde - og på trods af, at samfundet har hårdere brug for deres arbejdskraft end nogensinde. Vi mangler aktive, arbejdende hænder i det danske samfund. Men de er gået på efterløn. Der er mange skævheder i denne udvikling, og én af dem er social: Ofte er det de mest nedslidte, som ikke kan tillade sig at gå på efterløn eller pension, når de er 60, mens de endnu 'unge', smukke og velstillede 60-årige netop har ressourcerne til at arrangere et otium, som kan blive på både 30 og 40 magelige år. SENIORLIVET SKAL LEVES i samfundet, ikke uden for det. Med ansvar, pligter og opgaver. Vi lever ikke længere som for 100 år siden i et Danmark, hvor de unge er de fleste, og de gamle er slidt ned. Vi lever nu i et land med masser af 'gråt guld'. Det bør bruges til gavn for hele samfundet, det guld, og ikke graves ned i de dovne, velplejede baghaver.