DET ER snart et år siden 11. september, og Europas opbakning til USA's vidtfavnende, for ikke at sige diffuse, krig mod terrorismen er ikke, hvad den har været. I hvert fald ikke for så vidt angår præsident Bushs erklærede vilje til at vælte Saddam Hussein af pinden med militære midler. I går var det forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft, der fulgte op på forbundskansler Schröders klare udmelding. Men heller ikke Frankrig er positiv, og i Storbritannien møder premierminister Blair kritik i sit eget parti. Der er gode grunde til den europæiske skepsis. Irak har ikke noget med 11. september at gøre. Saddam Hussein stod ikke bag terrorangrebet, og der er ikke noget, der tyder på, at han p.t. spiller nogen afgørende rolle for den internationale terrorisme i øvrigt. Mulighederne for at få Bagdad til reelt at afgive de masseødelæggelsesvåben, landet fraskrev sig efter Golfkrigen, er måske endnu ikke udtømt, selv om Sikkerhedsrådet i går afviste Iraks seneste udspil som utilstrækkeligt. Vreden i den arabiske verden over palæstinensernes situation kan tænkes denne gang at udløse den ustabilitet i hele området, der i det store og hele udeblev under Golfkrigen. Endelig mangler USA at give et klart bud på Iraks fremtid efter Saddam. Hertil kommer så de militære risici. PÅ DEN baggrund kunne man snart forvente en storstilet amerikansk offensiv for at minde os europæere om, hvor forbryderisk Saddams regime er, og hvor farligt hans arsenal kan blive for verden. Hvor meget der bliver af det, er imidlertid usikkert, for den barske sandhed er, at Bushadministrationen er ret ligeglad med den europæiske skepsis. Vi bliver ikke bedt om at medvirke, og på den baggrund kan en Schröders melding om, at han ikke vil stille med tropper, jo i sagens natur ikke gøre det store indtryk. Omfanget af dialogen med Europa er et spørgsmål om høflighed, ikke nødvendighed. Amerikanerne vil i givet fald helst selv føre krigen - ligesom i Afghanistan. Og lige nu tyder meget på, at de gør det. Det er det realistiske udgangspunkt for en meningsfuld debat om plusser og minusser, risici og reaktionsmuligheder i en krig mod Irak.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
