MANGE ANDRE steder ville et nederlag som det, der ramte Socialdemokratiet i november sidste år, have ført til den ansvarlige partileders afgang. Det skete ikke for Poul Nyrup Rasmussen. Det skyldes, at han ikke selv ønskede det, og at et ufrivilligt formandsskifte i et parti, der på en gang havde tabt regeringsmagten og placeringen som landets største parti, simpelthen ville være for hårdt at bære. Siden har eftertanken meldt sig. Men når spørgsmålet alligevel endnu ikke for alvor er kommet på dagsordenen, skyldes det fraværet af en eller flere oplagte afløsere. Uagtet de individuelle talenter, der er i spil, er det svært at se partiformand Nyrups bud på en ny partiledelse som andet end et forsøg på at sikre, at sådan skulle det gerne blive ved med at være. Nyrups kandidater til fire vigtige poster - de to næstformænd, partisekretæren og den politiske ordfører - tilhører alle både biologisk og politisk den yngste generation i partiet. Der er ingen af dem, der de første mange år kan gøre Nyrup rangen stridig. DET ER ikke bare Nyrups jævnaldrende eller næsten jævnaldrende, der forbigås, men hele den næste generation - de 40- til 50-årige. Men politisk fornyelse er ikke kun - selv om Nyrup næsten får det til at lyde sådan - et spørgsmål om biologi. Som sagt fejler de nye navne ikke noget i sig selv. Og pointen er naturligvis heller ikke, at mellemgenerationerne har en eller anden form for krav på ledelsen af partiet. Problemet er snarere, at det er svært ikke at se Nyrups rene ungdomslinje som et symptom på, hvor svært han har fået det med at delegere ledelsesroller til nogen, der blot er i nærheden af at have hans egen politiske erfaring og pondus. Siden valgnederlaget har Nyrup rejst land og rige rundt - 70 byer og hundredvis af møder. Ikke for at være i dialog med offentligheden om politik - hvad det angår, har tavsheden været larmende - men for at mødes med partifolket og pleje partiorganisationen. Han har gjort det alene og mener at have fundet opbakning til sin egen linje og person. DET MINDSTE man kunne forlange i forlængelse af den prioritering var, at partiformanden havde styr på partiet. Kampvalg kan være sundt, hvis det er det, man ønsker, men at partiformanden ikke engang på forhånd har kunnet sikre sig, at forretningsudvalget ville følge hans drejebog, er simpelthen ikke godt nok. Parallelt med de mange møder er der igangsat en politisk debat i partiet. Kongressen skulle for alvor tale politik og ligefrem se på et nyt principprogram. I lyset af den blokpolitik, som novembervalgets sejrherrer har stået for, ville det ikke være uspændende at få Socialdemokratiets bud på, hvad alternativet til Anders Fogh Rasmussen på længere sigt er. Takket være kampvalgene - yderligere dramatiseret af den provokerende måde, hvorpå Svend Auken valgte at forstærke dramaet omkring Poul Nyrups kiks - vil det nu blive svært for kongressen at trænge ud til offentligheden med meget mere end personfnidder. POUL NYRUP har i ét greb mindet alle om, at han ikke er den mest overbevisende politiske operatør på den danske politiske scene - og samtidig lidt for tydeligt forsøgt at styrke det lidt tynde argument, der sikrer ham selv lederskabet: Der er ikke noget klart alternativ. Men så fattigt på erfarne politiske talenter er Socialdemokratiet vel heller ikke. Kombinationen af den næsten provokerende offensive ungdomsstrategi og det klassiske tekniske kiks i udførelsen kan meget vel føre til, at nogle i partiet for alvor begynder at tænke i alternativer. Poul Nyrup udtrykker sig nu på den måde, at han er partiformand frem til næste folketingsvalg. En partiformand, der ikke går ud fra, at han også er formand efter valget, er en svækket partiformand. Ikke mindst i en situation, hvor det er de færreste politiske iagttagere, der tror, at ét folketingsvalg vil være nok til at fravriste Anders Fogh Rasmussen regeringsmagten. FACIT ER, at en svækket partiformand har svækket sig selv yderligere. At Mogens Lykketoft til alles tilfredshed nu må blive siddende som politisk ordfører, understreger ikke bare, at han er en af de meget få ledende socialdemokrater, hvis aktier stiger både i offentlighed og parti. Men det gør samtidig, at Nyrups ungdomskup allerede før kongressen ligner et nederlag. At små og store personopgør lige nu finder sted i et fuldstændigt fravær af meldinger om den politiske linje er direkte forstemmende. For mange i offentligheden er de eneste holdepunkter ekkoer af det ti år gamle opgør om formandsposten. Det kan umuligt være relevant for ret mange længere. Men det vil fortsætte med at spøge, så længe hverken partiledelse eller partilinje er fornyet og forklaret.