EFTER USA's militært set vellykkede krig i Afghanistan presser vigtige medlemmer af det amerikanske establishment på for at sikre det, der forekommer dem at være det næste logiske skridt i krigen mod terror: en militær løsning på problemet Saddam Hussein, ikonet for al ondskab og ustabilitet. Selv om de færreste vil benægte, at Saddam Hussein udgør en konstant trussel mod både egne og andre landes borgere, er det ikke nok kun at tænke i den rent militære konfrontation. For at fjerne den irakiske despot kræver det for det første en bred alliance med ikke mindst landene i nærområdet, for at undgå at krigen fører til voldsom uro i befolkninger, hvor der dels er udbredt modstand over for en ny krig imod et muslimsk land, dels er mange, som synes, at Iraks befolkning allerede har lidt mere end rigeligt. For det andet kræver det en vellykket militær operation, og for det tredje må man formulere en klar plan for tiden efter Saddam Hussein. Selv om diverse krigsstrategier ofte fylder mest i debatten, er sidstnævnte element helt afgørende at få på plads, inden man kan etablere holdbare alliancer og overveje at gå i krig. FOR AT SIKRE international opbakning til en ny krig i Golfen må USA og resten af det internationale samfund garantere, at man med penge og mandskab er rede til at sikre et stabilt Irak. Det er en endnu større mundfuld end i Afghanistan. For at sikre opbakning fra landene omkring Irak må FN også garantere, at den irakiske stat skal bestå i sin nuværende form, selv om den er kunstigt dannet efter Første Verdenskrig og delt mellem kurdere, sunni- og shiamuslimske grupper. En opsplitning vil nemlig kunne føre til en voldsom forskydning af magtforholdene i regionen - et stort flertal af irakere er shiamuslimer som i Iran, ligesom også USA's nære allierede Tyrkiet vil gøre alt for at modvirke dannelsen af en kurdisk stat. Løsningen ligger i en føderativ stat, hvor de irakiske befolkningsgrupper får høj grad af selvbestemmelse under en fælles paraply, hvis ledelse - som et tredje nøgleelement - også må defineres. Ti år efter Golfkrigen har ingen kunnet pege på et overbevisende bud på en sådan samlende kraft. Som et fjerde nøgleelement skal de irakiske befolkningsgrupper have rimelig andel i Iraks enorme olierigdomme, hvorfra indtægterne i dag går til Saddam Hussein og hans magtapparat i en velkendt udgave af en del og hersk-politik. Før disse spørgsmål er besvaret, er det alt for risikabelt at kaste sig ud i en ny krig, og også derfor må der arbejdes intensivt på at sikre alternativer til krig.