PÅ SØNDAG begynder vækkelsesprædikanten Moses Hansen i samarbejde med Faderkirken sit fem dage lange såkaldte korstog mod den islamiske overtagelse af Nørrebro. Det er hans grundlovssikrede ret, og det skal han derfor naturligvis have lov til, helt uanset hvor mange politimænd det kræver at garantere hans sikkerhed. Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Lovligheden gør imidlertid hverken aktionen klogere, mere sympatisk eller interessant. Det slet skjulte formål er at skabe splid mellem befolkningsgrupperne i et af de alt for få områder i Danmark, hvor det efterhånden er lykkedes at skabe et virkeligt fungerende og livskraftigt multikulturelt miljø. Som alle, der færdes der, vil vide, er Nørrebro anno 2002 bestemt ikke præget af uro, tværtimod er det et af byens hippeste kvarterer. Ikke mindst på grund af netop den brogede befolkningssammensætning som Moses Hansen protesterer imod. DET ENESTE fornuftige, både beboere og presse kan gøre, er derfor at se Moses Hansens korstog, som det i virkeligheden er: En forstyrret sjæls letgennemskuelige forsøg på at provokere. Og så lade madding være madding, vende den anden kind til og undlade at hidse sig op. Og heldigvis er det også, hvad de seneste udtalelser fra området tyder på vil ske. Derved vil motivationen til lignende aktioner fremover forhåbentlig mindskes, og tilbage vil alene stå Moses Hansen og Faderkirken, der ved deres hysteriske handlinger underminerer og formindsker symbolværdien af netop det kors, de sætter så højt.