REGERINGEN Anders Fogh Rasmussen har fra første færd lagt betydelig vægt på at gøre håndteringen af medierne til en på forhånd fastlagt og gennemtænkt rutine. Opmuntret af, at det lykkedes at erobre den politiske magt ved at efterligne sin socialdemokratiske hovedmodstanders politiske retorik, har Anders Fogh og co. med stor inspiration fra Tony Blair gjort styret kommunikation til et afgørende strategisk værktøj i det politiske arbejde. Statsministeren veksler således meget kalkuleret mellem fuldstændig usynlighed og massiv - men afmålt - tilstedeværelse på sine ugentlige pressebriefinger og ved medieegnede begivenheder som Melodi Grand Prix og Tour de France. MED HENVISNING til den store medieinteresse omkring Danmarks EU-formandskab har regeringen via sine ledende pressefolk taget initiativ til at sende en lang række embedsmænd fra ministerierne på mediekurser, hvor de blandt andet har lært 'ikke at rutte med sandheden'. Den udvikling er stærkt betænkelig. Både fordi den meget hurtigt afstedkommer en politisering af embedsværket, og fordi den lægger et filter mellem pressen og de ansvarlige ministre. Bevares, i en række sager kan det være helt på sin plads at henvise pressen til embedsmænd med særlig indsigt og charge, men i længden er det ud fra en demokratisk betragtning stærkt problematisk, at politikere gemmer sig bag deres embedsmænd. REGERINGENS talsmænd forklarer, at fremgangsmåden skal skabe større åbenhed, men al erfaring viser, at embedsmænd, der den ene dag er udstyret med et mandat til at udtale sig på deres politiske chefers vegne, den næste dag kan blive underløbet, fordi politikerne finder det opportunt at skifte mening. Selvfølgelig er det vigtigt, at også embedsmænd kan begå sig i et mediesamfund, men de mediekurser, de måtte skulle på for at få de rette kvalifikationer, burde holdes af de kursusudbydere, ofte faglige organisationer, som normalt tager sig af den slags - ikke af deres politiske arbejdsgivere. Regeringen bør tænke sig grundigt om. En politiker, der lader sine embedsmænd føre ordet lidt for ofte, svigter ikke blot sit ansvar, men efterlader også et indtryk af svaghed og utroværdighed. Det sidste har Tony Blair måttet sande.