HVIS DER er noget, der er sikkert i Iran, så er det, at landets fremtid er usikker. I denne måned er styret blevet mødt af demonstrationer med tusinder af deltagere, hvilket muligvis ikke lyder af meget i et land med 65 millioner indbyggere, men det er en ny påmindelse om det sociale oprør, der ligger under det nuværende styre som en tikkende bombe. Ganske vist præsterede økonomien sidste år en vækst på 5,6 procent, hvilket i sig selv er et godt resultat. Men dels er tallet langtfra nok til for alvor at gøre noget ved den udbredte fattigdom, dels er det i højere grad udtryk for stigende oliepriser end for en fundamental forbedring af de økonomiske vilkår. Intet tyder på fremgang for den store og voksende masse af socialt dårligt stillede, heraf mange utålmodige unge. DER HVILER derfor et stort pres på Irans to rivaliserende ledere, den religiøse reformist og præsident siden 1997, Mohammad Khatami, og den konservative religiøse leder, ayatollah Khamenei. I årevis har de to mænd befundet sig i en magtkamp, om end den i stigende grad synes afløst af en fælles forståelse af, at de har behov for hinanden, hvis de skal afmontere risikoen for en ny revolution eller sammenstød mellem stadig mere radikaliserede grupper af henholdsvis reformtilhængere og religiøst konservative. Det er langt fra sikkert, at det lykkes, selv om det er i alles interesse, også uden for Iran. Landet er nemlig ikke alene i sig selv en vigtig regional faktor, men også nabo til det amerikanske 'antiterrormål' Irak, hvis fremtid mildt sagt ikke forekommer mere stabil. Derfor turde alle have en interesse i, at Iran forbliver nogenlunde stabilt, og dermed i at støtte de mere moderate kræfter, præsident Khatami repræsenterer - uden at man i øvrigt bør gøre sig illusioner om, at de tegner nogen homogen demokratifront. ALLIGEVEL har USA i de seneste måneder lagt an til et opgør med den tilnærmelse, som begyndte for fem år siden under den tidligere præsident Clinton. I januar udnævnte USA's præsident Bush således Iran som en del af en 'ondskabens akse', og for nylig forlød det i amerikansk presse, at USA nu vil lægge yderligere afstand til præsident Khatami i skuffelse over hans manglende resultater. Supermagtens skuffelse er muligvis forståelig, men dens reaktion er ikke klog. Der bliver ikke flere konstruktive kræfter af, at man vender ryggen til dem, der nu engang byder sig til.