DET ER EN vigtig og relevant diskussion om vor tids 'græsrodsdemokrati', som FN behandler i den ny UNDP-rapport, Human Development Report 2002. Siden græsrodsbevægelser begyndte at skyde op i det 19. århundrede i form af bl.a. antislaveribevægelsen, har de fået stadig større indflydelse. Alene i løbet af de senere år har hundredtusinder af demonstranter fra alverdens græsrodsorganisationer sat deres massive præg på internationale møder i byer som Seattle, Malmø, Washington og Prag. Mange af græsrodsorganisationerne arbejder på lokalt niveau, men der er også flere eksempler på endog meget indflydelsesrige internationale græsrodsorganisationer som Transparency International, Human Rights Watch og Greenpeace, der arbejder effektivt og ubesværet hen over grænser i alskens lande. Derfor er der al mulig grund til at stille skarpt på dem, sådan som den ny FN-rapport - og andre før den - gør. En af dens pointer er, at græsrodsorganisationerne kun er et positivt bidrag til demokratiseringen af international politik, hvis de selv kan leve op til de krav om åbenhed og demokrati, som de typisk fordrer af andre. Det er en rigtig pointe. Det skader troværdigheden, når græsrodsorganisationer postulerer at repræsentere 'noget', uden at man - sådan som det er tilfældet i en række tilfælde - samtidig kan se, hvem de består og ledes af, hvem der støtter dem økonomisk, og hvor mange medlemmer de har. EN ANDEN vigtig - og rigtig - pointe er FN-rapportens påpegning af den skæve repræsentation mellem græsrodsorganisationer fra syd og nord. Uanset hvor velmenende og indsigtsfulde græsrødderne i de rige lande måtte være, så vil deres dagsorden uundgåeligt være præget af det perspektiv på verden, som de og deres verdensdel tager udgangspunkt i. Vesten vil eksempelvis ofte være mere optaget af hiv/aids, som vi selv kender til, end af malaria, som er fjernere fra vores egen virkelighed, men som mange steder i verden er en lige så vigtig dødsårsag som hiv/aids. Den pointe må ikke mindst FN's eget system være opmærksom på, hvilket den ny rapport tyder på også er tilfældet, selv om dens styrke i langt højere grad ligger i diagnosen end i konkrete løsninger.