KVARTETTEN, der optrådte i New York for et par dage siden, sang, især efter eget udsagn, smukt. Brummerne befandt sig i Washington, i Pentagon og i Det Hvide Hus, men de kunne høres trods afstanden. Kvartetten bestod af FN's generalsekretær, de amerikanske og russiske udenrigsministre og EU's rejsende i udenrigsanliggender. Formålet med mødet var at koordinere parternes handlinger i forbindelse med Palæstinakonflikten. Selv de optimistiske signaler, kvartettens medlemmer sendte efter mødet, kan ikke skjule den kendsgerning, at mødet mislykkedes. Det er kvartetten, der optræder, men det er brummerne i Washington, der bestemmer. Uenigheden mellem USA's præsident og de tre øvrige medlemmer af kvartetten går på taktikken, de midler, der skal anvendes for at nå målet: sikkerhed bag anerkendte grænser for den jødiske stat og oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat. Så vidt så godt. USA står fast på det såkaldt lineære forløb. Først skal palæstinenserne opfylde en række betingelser, som præsident Bush formulerede i sin Mellemøsttale for nylig. Demokratisering af det palæstinensiske selvstyre, gennemsigtighed i forvaltningen, samordning af Yassir Arafats talrige sikkerhedstjenester, frie valg etc. Derefter skal Israel gøre en række indrømmelser i forhold til palæstinenserne, tilbagetrækning af militære styrker fra palæstinensiske områder, nedlæggelse af bosættelser etc. De tre øvrige kvartetdeltagere er af den opfattelse, at de stridende parters indrømmelser skal foregå parallelt. Det vil sige, at Israel f.eks. skal standse udbygningen af bosættelser i palæstinensiske områder, ophøre med at blokere de palæstinensiske byer etc., samtidig med at palæstinenserne imødekommer de krav, der stilles til dem. Bushs lineære holdning til en konfliktløsning stemmer overens med den israelske regerings. Det udspringer af det princip, at terror ikke bør belønnes med politiske indrømmelser, fordi det let kan føre til optrapning af terroren i håb om yderligere indrømmelser. EN AF konfliktløsningens største fjender er den gensidige mistro. Den israelske regering udelukker indtil videre, at der kan blive tale om en totalløsning, der kan bringe konflikten til ophør med israelsk tilbagetrækning til de grænser, der eksisterede før Seksdageskrigen i 1967. Israelerne er bange for en slutaftale med palæstinenserne, fordi de frygter, at den bliver midlertidig. Det vil sige, at palæstinenserne i dag vil tage det, de kan få, og senere genoptage kampen mod Israel for at opnå nye indrømmelser. Denne frygt kan virke ubegrundet set udefra, men skønt den stærkeste part i konflikten oplever den israelskjødiske befolkning, at den befinder sig under belejring. Palæstinenserne afviser totalt en midlertidig aftale med Sharon, fordi de er bange for, at denne aftale i det lange løb vil blive permanent, således at den israelske besættelse vil fortsætte, og drømmen om en palæstinensisk stat vil blive udskudt på ubestemt tid. Kvartettens flertals ønske om en synkronisering af israelske og palæstinensiske indrømmelser som forudsætning for at få gang i fredsprocessen skyldtes ønsket om, at parallelitet vil kunne udvikle et spinkelt grundlag for gensidig tillid. Det lyder rimeligt, men støder indtil videre på Bush-Sharon-alliancens modstand. Den dag er således fjern, hvor en fredsaftale er inden for rækkevidde. Såvel israelerne som palæstinenserne er ofre for den vildfarelse, at modparten vil give sig under pres. Sharonregeringen indtager det standpunkt, at palæstinensisk terror kun kan bekæmpes med magt. Palæstinenserne tror, at terror vil tvinge Israel til indrømmelser og tilbagetrækning. DEN BARSKE realitet er, at selv ikke kvartettens optimistiske signaler kan skjule den kendsgerning, at hovedproblemet ligger i Jerusalem. Der bliver ingen bevægelse, så længe Sharonregeringen er ved magten. Uanset hvilke reformbestræbelser palæstinenserne gennemfører, uanset om Arafat fortsætter som magthaver eller reduceres til titulær præsident. Sharonregeringen er ideologisk og sikkerhedspolitisk imod oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat, israelsk tilbagetrækning, nedlæggelse af bosættelser, deling af Jerusalem etc. Så længe den palæstinensiske terror fortsætter, såvel den fysiske som den verbale, der udgår fra de palæstinensiske medier og uddannelsesinstitutioner i form af primitiv anti-israelsk og antisemitisk hetz, er der ingen udsigt til, at den israelske vælgerbefolkning vil svigte Sharon eller den nationalreligiøse leder, der vil efterfølge ham. Det kan virke urimeligt at pålægge den svage part i konflikten, palæstinenserne, ansvaret, men der bliver intet magtskifte i Jerusalem, før palæstinenserne kan overbevise det israelske vælgerflertal om, at de indrømmelser, der er i forudsætningen for fred, ikke er en fælde og ikke bringer Israels eksistens i fare. Det er således terroristerne, der har vetoretten i denne konflikt.