DET ER en hel tidsånd, der er under angreb i USA i disse dage. Store skandaler og store kursfald begrunder en omsiggribende tillidskrise. Kan man overhovedet stole på regnskaber, topdirektører og revisorer, og dermed mere grundlæggende: Kan man stole på den finansielle kapitalisme, der i en årrække fejrede økonomiske og politiske triumfer? Mange aktieejere og pensionsopsparere er i tvivl, og i lyset af at de er ved at blive blanket af under omstændigheder, der har mindst lige så meget med fusk som med konjunkturer at gøre, er det fuldt forståeligt. Både præsident Bush og centralbankdirektør Greenspan forsøger at berolige marked og borgere, men spørgsmålet er, om det ikke er realisme, snarere end optimisme, der er brug for. SANDHEDEN ER jo, at kursfald og tillidskrise kan få konsekvenser for den virkelige økonomi og for det begyndende opsving. Når mange mennesker bliver så meget fattigere så hurtigt, så forekommer konsekvenser for forbrugeradfærd og dermed den samlede økonomiske aktivitet ret nærliggende. Når mange store virksomheder er forgældede og banker og andre långivere forskrækkede og forsigtige, så trækker det heller ikke i retning af vækst. Indtil nu er det huspriserne - både i USA og i mange europæiske lande - der har stabiliseret manges privatøkonomi. Men også huspriser kan på et tidspunkt holde op med at stige eller ligefrem begynde at falde. Også dollarens fald kan, hvor realøkonomisk velbegrundet det end er, blive en negativ faktor, hvis det sker for hurtigt. MEN HVIS de økonomiske konsekvenser af tillidskrisen er usikre og negative, er der til gengæld grund til at glæde sig over de sandsynlige politiske konsekvenser. Bush-administrationen er for første gang begyndt at komme i vanskeligheder i den amerikanske offentlighed. Det skyldes dels at både præsidenten og vicepræsidenten selv har profiteret af den form for personligt berigende regnskabsmanipulationer, der er kernen i de store skandaler i Enron og Worldcom. Og det skyldes i et lidt bredere perspektiv, at Bush- administrationen som helhed er tættere på det store amerikanske erhvervsliv end nogen amerikansk regering længe har været det. Og det siger en del. Selv om både Bush og republikanerne energisk deltager i bevægelsen hen imod håndvasken, der præger amerikansk politik lige nu, så hører Bush-folkene dog til blandt de mindst troværdige i den folkevandring. HVOR DYBT det politiske opgør med de forgyldte 1990'ere bliver, er endnu umuligt at vide. Der er mange, der stritter imod. Den sørgelige sandhed er jo, at pengemagten i de senere år er trængt dybt ind i amerikansk politik. Den rigeste ene procent af amerikanerne står for op mod halvdelen af alle større kampagnebidrag, og det er ikke kun republikanerne, der har modtaget og modtager enorme summer af lobbyister og virksomheder. Selv lige nu, hvor stemningen forleden tvang 97 ud af Senatets 100 medlemmer til at stemme for et reformforslag, der for få uger siden ikke blev levnet mange chancer, undlod senatorerne at kræve, at aktieoptioner fremover skal optræde som en udgift i virksomhedernes regnskaber. Det er ellers en reform, som selv den ikke særlig revolutionære Allan Greenspan har udtrykt sin sympati for. FORHÅBENTLIG ER chokket så voldsomt, at der nu er håb om, at Bush-administrationen bliver en parentes i USA's historie. Det var, som man vil huske - men som mange amerikanere fortrænger - en partisk højesteret, der med stemmerne 5-4 indsatte ham i embedet. En halv million flere amerikanerne havde endda stemt på hans modkandidat. Selv om tragedien 11. september i første omgang gjorde Bush usårlig, er der nu håb om, at allerede midtvejsvalget til november vil stække hans snævre og i negativ forstand prokapitalistiske politik. Men det er ikke bare Bush og hans folk, der er problemet. USA har brug for et opgør med den ekstreme økonomiske ulighed, som det finansielle overdrev i de senere år har forstærket. USA har først og fremmest brug for, at det politiske system i højere grad kommer til at afspejle hele befolkningens interesser, og ikke bare de mindretal, der har råd til at påvirke beslutningsprocessen med dollar. USA HAR tidligere i sin historie ved flere lejligheder vist, at det kan gennemføre en sådan selvransagelse, og reformere sig selv. Resultatet blev både i overgangen mellem det 19. og det 20. århundrede og igen i 1930'erne en langt bedre fungerende kapitalisme. Selv om pengemagtens venner hurtigt vil hævde det, er risikoen lige nu ikke, at nye reguleringer af kapitalismen vil gå for vidt. Tværtimod. Der er grund til målrettet at høste de politiske gevinster ved den økonomiske og psykologiske rutsjetur, som verdens største og toneangivende nation netop nu er ude i.