0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Persilleøen

Skjulte dagsordener på klippeøen

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

MED Spaniens militære intervention på den ubeboede Persilleø eller Leila, som den hedder i Marokko, er konflikten mellem Spanien og Marokko ved at nå absurde højder. Spanierne fjernede natten til onsdag de marokkanske gendarmer, der sidste uge blev sat i land på øen, og de hjemkaldte deres ambassadør fra Rabat.

Det store spørgsmål er, hvorfor denne klippeknold sætter sindene i kog netop nu. Siden 1960 har de to lande været enige om ikke at gøre forsøg på at få kontrol over øen. Den blev indlemmet i det marokkanske kongerige i 1956, hvilket ifølge spanierne var ulovligt, og begge sider mobiliserer historikere og eksperter for at underbygge deres ret til øen. Noget tyder på, som en kendt spansk historiker skrev i går i dagbladet El País, at marokkanerne rent formelt har fat i den lange ende.

Reelt ligger løsningen ligefor. Hvis de to lande ikke selv kan nå en diplomatisk løsning, må sagen blive afgjort af Den Internationale Domstol i Haag. Det vil være en tidssvarende løsning på et anakronistisk problem. MEN I virkeligheden handler sagen om noget andet. Marokko føler sig dårligt behandlet af Spanien af flere grunde.

Eksistensen af de to spanske enklaver Ceuta og Melilla på den marokkanske kyst er en torn i øjet på Marokko. Der er ligesom Gibraltar tale om et levn fra en kolonialistisk fortid, og løsningen på det problem må være forhandlinger mellem de to lande om enklavernes fremtid og organiseringen af en folkeafstemning, så indbyggerne i enklaverne selv får kontrol over deres fremtid.

Marokkos besættelse af øen netop nu er også et signal til FN om, at den snarlige afgørelse om det tidligere spansk Vestsaharas fremtid, som Marokko besatte ulovligt i 1975, bør falde ud til Marokkos fordel.

I modsat fald kan den unge kong Mohammed blive fristet til at organisere voldsomme nationalistiske demonstrationer i landet. Fristelsen er så meget større, som kongen ikke har formået at gennemføre de lovede politiske reformer.

Økonomien er elendig, arbejdsløsheden høj og de unge drømmer kun om én ting: at forlade landet. I den situation kan en minikrise som den aktuelle tjene til at aflede opmærksomheden fra de reelle problemer.

Men strategien er farlig. For det første risikerer kongen at slippe kræfter løs, som han ikke kan kontrollere, og for det andet udskyder han løsningen af de helt fundamentale problemer, Marokko står over for.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere