DEN EUROPÆISKE aftale om rettigheder for de stadig flere europæere, der arbejder hjemme, er løfterig ud fra mange betragtninger. For det første rammer den en solid pæl gennem årtiers kampagner mod EU som en trussel mod den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor aftaler mellem arbejdsmarkedets parter er reglen i modsætning til mange EU-lande, hvor lovgivning er hovedreglen. Aftalen er et europæisk gennembrud for den danske model, og den åbner for lignende resultater på andre områder. Men det har holdt hårdt. Processen har været lang, og EU-kommissionen har flere gange i forløbet truet de europæiske organisationer med, at de havde valget mellem selv at indgå en aftale eller lade EU lovgive på området. Denne trussel har virket, og hermed får syv millioner EU-borgere, herunder 400.000 danskere, ordnede forhold inden for rammer, deres egne organisationer selv har bestemt. Det forklarer også tilfredsheden i LO og Dansk Arbejdsgiverforening, der begge har arbejdet for et gennembrud for den danske model i EU. Aftalen illustrerer også, at EU - kraftigt inspireret af Danmark - på topmødet i Lissabon i 2000 så rigtigt ved at satse på denne metode til at sikre fremskridt inden for arbejdsmarkedet. DET ER OGSÅ et opløftende resultat af en anden årsag. Fagbevægelsen har haft stor berøringsangst over for hjemmearbejde, og udsigten til et underbetalt proletariat med dagligstuen som arbejdsplads har været reel. Risikoen eksisterer fortsat, men med den indgåede aftale får lønmodtagerne ikke alene arbejdsredskaber og installeringen af dem betalt. Arbejdsmiljøet skal også være i orden, og medarbejdere med basis i deres hjem får adgang til efteruddannelse og karriereudvikling på lige fod med de kolleger, der har deres fysiske arbejdsplads i en traditionel virksomhed. Fagbevægelsen, som på andre områder har svært ved at komme i omdrejninger og indstille sig på nye forhold på arbejdsmarkedet, har her kendt sin besøgelsestid og sandsynligvis opnået et langt bedre resultat gennem forhandling end ved lovgivning. Det resultat må gerne inspirere både fagbevægelsen og arbejdsgiverne til at kaste fordomme og vanetænkning fra sig, og hele metoden viser, at Danmark fortsat kan sætte fingeraftryk på arbejdet i EU. Hvis vi ellers griber sagerne offensivt og konstruktivt an.