ALMISSERNE VIL fortsat vælte ned i lommerne på Europas landmænd, hvis EU-kommissionens forslag til en landbrugsreform bliver til virkelighed. Forslaget lægger op til en række dramatiske og vidtgående ændringer i landbrugsstøtten, men tilbage står, at skatteyderne i mange år fremover vil være tvunget til at pumpe de samme milliarder af kroner i det, som britiske The Economist har kaldt »det ultimativt mest idiotiske system, som den vestlige verden nogen sinde har skabt«. Den nye reform ændrer nemlig ikke på støtteniveauet. EU vil fortsat bruge knap halvdelen af det samlede budget på landbruget, hvilket er mere end 300 milliarder kroner om året. ALLIGEVEL ER er der grund til at rose EU's landbrugskommissær, Franz Fischler, for udspillet. Under forudsætningen om et uændret støtteniveau, som blev udstukket af EU's regeringschefer på topmødet i Berlin i 1999, har Fischler vist vejen for, hvordan man kan afhjælpe nogle af de værste skavanker i landbrugspolitikken og samtidig bringe den bedre i overensstemmelse med nutidens krav til sunde og miljørigtige fødevarer. Vigtigst af alt lægger Fischler op til et brud med den nuværende produktionsstøtte, hvor landmændene ganske enkelt får penge, hver gang de producerer noget, hvad enten det er mælk, svin, korn eller vin. Et system, som har tilskyndet til overproduktion og har resulteret i smørbjerge, kornlagre og søer af vin. FRANZ FISCHLER vil fra 2004 og syv år frem reducere den direkte produktionsstøtte med en femtedel, samtidig med at han vil gøre støtten betinget af krav til fødevaresikkerhed, miljø og dyrevelfærd. De penge, som bliver frigivet, vil han bruge på udvikling af landdistrikterne. Fischlers forslag er godt arbejde, men fjerner ikke det faktum, at landbrugspolitikken også efter en reform vil være den største skamplet på EU. Hvad enten det hedder produktionsstøtte eller udvikling af landdistrikter, er realiteten, at europæiske skatteborgere fortsat skal se deres penge brugt på en idiotisk støtte af landbruget, som både skader dem selv og den tredje verden. For det første fordi der ikke gøres noget særligt ved de protektionistiske ordninger, som effektivt holder udviklingslandene ude af det europæiske marked. Og for det andet fordi europæiske landmænd med fastholdelsen af den samlede støtte fortsat vil pumpe overflødige landbrugsprodukter ud på verdensmarkedet. REFORMENS videre skæbne er usikker, og den blev allerede i går mødt af protester fra flere medlemslande med Frankrig i spidsen, mens andre som Tyskland og Storbritannien anser den for et skridt - men utilstrækkeligt - i den rigtige retning. De vil i de videre forhandlinger pege på behovet for et langt mere grundlæggende opgør med landbrugsstøtten. Med andre ord kommer bølgerne til at gå højt i de kommende forhandlinger, som i det næste halve år skal ledes af Danmark. Her kan den danske regering som EU-formand ikke løbe fra sit ansvar. Regeringen vil under henvisning til den absolutte prioritet under formandskabet, udvidelsen af EU, forsøge at holde lav profil for ikke at skabe dramaer og spændinger før de afgørende forhandlinger om EU's udvidelse. MEN DET er også en kendsgerning, at flere medlemslande forventer sig andet af de næste seks måneder end forhandlinger om udvidelse af EU. Landbrugsstøtten er en stor sag i flere lande med Frankrig i spidsen, og ansøgerlande med en stor landbrugssektor som Polen og Ungarn vil også følge udviklingen på denne front meget tæt. Derfor bør Danmark, der selv har store interesser i landbrugspolitikkens fremtid, allerede nu forsøge at give diskussionen den rigtige retning. Naturligvis skal Danmark ikke misbruge formandsstolen til at pleje særinteresser. Men det vil være lige så forkert, hvis formandslandet ikke formår at give et bud på løsningen på, hvordan der skabes bevægelse i de fastlåste positioner, hvor især Frankrig stritter imod enhver ændring af landbrugspolitikken. Anders Fogh Rasmussen vil helst kendes som forkæmperen for en vidtgående reform, men stærke kræfter i hans eget parti trækker i den anden retning. Man kan være bekymret for, om de fortsat spiller en betragtelig rolle og dermed hindrer Danmark i at føre en moderne og tidssvarende politik på et område, der fortsat er præget af fortidens meget lidt liberale tankegods.