»AFRIKA - AFRIKA. Det bli'r bedre dag for dag«. Sådan sang glade, velmenende danskere i 1980'erne, men realiteten har desværre været den modsatte. Ganske vist er det gået lidt fremad i enkelte lande, men det glemte kontinent er stadig et studie i sult, elendighed og dårlig ledelse, med Robert Mugabes Zimbabwe som blot det seneste i en kongerække af eksempler. Og trods al snak om manglende international bistand - sand, som den desværre ofte er - er og bliver den eneste vej frem for Afrika at blive de mange elendige og korrupte regimer kvit. I alt for lang tid har Afrika selv svigtet og ud fra en misforstået solidaritet undladt at kritisere selv himmelråbende urimelig- og ulovligheder i de andre lande. Senest med Organisation of African Unity, OAU's forrykte beslutning om efter Madagaskars valg sidste år at støtte landets mangeårige leder, Didier Ratsiraka, frem for valgets vinder, Marc Ravalomanana. LANGT OM længe blæser der nu nye, mere selvkritiske og ambitiøse vinde fra Afrika. Med beslutningen om at nedlægge det miskrediterede OAU, der ikke gennem sine 39 år har formået at fremme demokratiet eller velstanden på kontinentet, og i stedet danne African Union (AU), modelleret efter EU, har Afrika taget et solidt skridt i den rigtige retning. Nu er der naturligvis - trods alle sammenligninger med EU - endog meget lang vej, før AU bliver noget, der bare minder om det europæiske forbillede, men det gør ikke ændringen mindre markant. Det store fremskridt er nemlig, at Afrikas ledere nu har givet grønt lys for indblanding i hinandens indre anliggender, blandt andet når det gælder folkedrab, krigsforbrydelser og grove krænkelser af menneskerettighederne. Tre ting, der kun alt for ofte er forekommet i de senere år. Hertil kommer, at AU sætter udviklingen af demokrati og en solid retsstat som klare mål for de afrikanske lande. MIDT I DE BERETTIGEDE lykønskninger er det dog værd at bide mærke i FN's generalsekretær Kofi Annans råd til den nyfødte organisation om at »passe på ikke at forveksle forhåbninger med resultater«. Der er stadig lang vej endnu for Afrika, hvad allerede beslutningen om at give Libyens oberst Gaddafi plads i den komite, der skal fremme demokratiet, vidner om. Ikke nogen oplagt plads for en diktator i et land, der stadig har til gode at holde sit første demokratiske valg og ikke udgør et eksempel, AU bør følge fremover.