TRE SKUESPILLERE på Det Kongelige Teater har takket nej til at medvirke i en ny opsætning af Shakespeares 'Hamlet'. Begrundelsen er, at rollen som Ofelia i instruktørens version skal spilles af en person med Downs syndrom - bedre kendt som mongolisme. Efter skuespillernes mening tenderer det en etisk uholdbar brug af den 35-årige kvindelige amatørskuespiller. Hun derimod medvirker gerne, og de udviklingshæmmedes talsmænd er ikke bekymrede. Tværtimod peger de på de positive perspektiver i, at der bliver mere plads og mere opmærksomhed til en gruppe, som normalsamfundet ellers fortsat gerne stuver lidt af vejen. Et på mange måder uimodsigeligt argument. FØR MAN skråsikkert læner sig tilbage og forarges over reaktionen på Det Kongelige, er der alligevel grund til lige at stoppe op. I forhold til selve det kunstneriske kan der argumenteres for både den ene og den anden holdning. Men bagved stikker en dybere diskussion. Siden opvaskerne i Lars von Triers 'Riget' har den gennemsnitlige dansker både på film og i tv - ikke mindst takket være de fodboldbegejstrede naturtalenter Morten og Peter - lært især mongoler bedre at kende. Men bølgen af sympati og bedre insigt i 'de andres' liv og værdier, som det fokus kaster af sig, kommer faktisk, samtidig med at både samfundet og de enkelte danskere takket være den prænatale diagnostik forhindrer så mange som muligt af 'de andre' i at komme til verden. Og her snakker vi ikke kun om Downs syndrom, men også om mennesker med en hel række andre handikap - mange af væsentlig mindre omfang. Om nogle år bliver det altså svært overhovedet at finde nogen til at udfylde denne rolle som Ofelia. Set i det lys viser bataljen på Kongens Nytorv en hel del om den etiske dobbelthed.