DET KAN BLIVE optakten til et historisk EU-formandskab, når den danske regering i dag overtager EU-formandskabet for det næste halve år. Ti år efter at EU-landene under et tidligere dansk formandskab nedfældede deres mindstekrav til kommende medlemmer i de såkaldte københavnerkriterier, skal det nye danske formandskab forsøge at slutte cirklen med en udvidelse af unionen med op til ti nye medlemmer. Lykkes det, vil det være et endegyldigt bevis på, at Europa har lagt den kolde krig bag sig. En fiasko vil omvendt være med til at befæste indtrykket af et Europa, der fortsat har svært ved at vokse sammen, hvilket ville være en smertelig erfaring oven på verdenshistoriens blodigste århundrede. Det er af indlysende grunde en enorm opgave, som dermed ligger og venter på det nye EU-formandskab i det kommende halvår. Derfor var det betryggende at se den klare strategi, som i fredags blev skitseret af det danske EU-triumvirat Fogh, Møller & Haarder. En strategi, der går ud på at skille detaljerne fra det helt overordnede mål - udvidelsen - og så koncentrere sig om sidstnævnte. Målene var klare, og det samme var den tidsplan, som en målrettet Anders Fogh Rasmussen lagde frem. MEN FALDGRUBERNE er lige så store som ambitionerne. Mens den danske regering i går kunne glæde sig over en meningsmåling her i Politiken, der viser, at et stort flertal af danskerne står bag både EU-medlemskab og EU-udvidelse, kan stemningen andre steder i Europa føre til, at de store mål ender som store fusere. En af de helt store ubekendte i dette spil er Irland, hvor vælgerne om få måneder og for anden gang inden for mindre end to år skal stemme om Nicetraktaten, der er afgørende for udvidelsen: uden den intet grundlag at optage nye medlemmer på, og dermed vil udvidelsen blive udskudt på ubestemt tid. Det kan blive fatalt for Europa. En anden ubekendt er de østeuropæiske vælgere, hvis tilslutning til EU-medlemskab på ingen måde kan tages for givet. Tværtimod har udsigten til eksempelvis reduceret adgang til EU's landbrugsstøtte ført til advarsler om, at man frister en tilværelse som andenklassesmedlemmer, hvilket har givet nejsiden i flere af landene vind i sejlene. Det er de nuværende medlemslande nødt til at tage alvorligt, selv om landbrugsstøtten også dér er så følsomt et emne, at arbejdet med en reform af landbrugsordningerne har været hæmmet af først forårets franske valg og nu efterårets tyske valg. Det ville imidlertid være en af historiens helt store politiske stupiditeter, hvis en ordning, hvis ændring i forbindelse med udvidelsen koster under én promille af EU-landenes samlede bruttonationalprodukt, får lov at vælte en historisk udvidelse. Det har ingen råd til, men det er i høj grad op til Anders Fogh & co. at sætte sig igennem med det synspunkt. NÅR FOGH-REGERINGEN ikke gør spørgsmålet om en landbrugsreform til et større tema end som så, skyldes det givet et kynisk regnestykke, der siger, at en EU-udvidelse alligevel vil gøre landbrugsordningerne så dyre, at de i løbet af få år vil sprænge EU's budgetloft, der ligger på 1,27 procent af EU-landenes BNP. De vil med andre ord før eller siden tørre ud af sig selv. Derfor kan regeringen også have ret i, at spørgsmålet ikke bør optage sindene så meget i det kommende halvår, at det på nogen måde kan hindre beslutningen om den historiske udvidelse. NÅR DET ER sagt, så er forholdet til de fattige lande og deres adgang til det enorme europæiske marked et punkt, hvor man savner et højere ambitionsniveau for det danske formandskab. Det gælder ikke mindst i en situation, hvor det vil indtage en helt central position på det såkaldte Johannesburg-topmøde om bæredygtig udvikling i slutningen af august. Mødet er ganske vist nævnt som en del af det danske formandskabs prioriteter, men mens Anders Fogh Rasmussen var meget præcis i forhold til andre områder, så virker ideerne op til Johannesburg-mødet langt mere vage. Det indtryk lettes på ingen måde af, at regeringen næsten samtidig med åbningen af Johannesburg-mødet vil fremlægge et dansk finanslovforslag, hvor udviklingsbistanden er gjort til et sparemål. Det er et forkert signal, og det er et signal, der givet vil blive lagt mærke til i et Afrika, der så sent som i sidste uge fik nye FN-tal, der viser, at 28 millioner afrikanere nu er dødsmærkede af hiv/aids. Det er kedelige toner fra et dansk formandskab, der virker både ambitiøst og målrettet, når det kommer til EU's egen dagsorden. Det ville imidlertid være en falliterklæring, hvis det i et - forhåbentlig - historisk udvidelsesår udarter sig til også at være et symptomatisk billede på et selvcentreret Europa anno 2002.