CHAMPAGNEPROPPERNE sprang på direktionsgangen i Danske Bank, efter at Højesteret fredag overraskende frikendte banken for at have vildledt investorerne i forbindelse med det fejlslagne redningsforsøg af forsikringskoncernen Hafnia i 1992. Banken blev derved reddet for et potentielt erstatningsansvar i milliardklassen, men for os andre er der ikke meget at fejre. Tværtimod, med dommen har Højesteret begået en af nyere tids dårligste domme. Lad os repetere, hvad der skete dengang. Efter et fejlslagent forsøg på at blive en nordisk forsikringsgigant var Hafnia kommet så meget i knibe, at det var i fare for at blive opkøbt af svenske Skandia. En grum skæbne, og for at hindre det stablede Lønmodtagernes Dyrtidsfond, godt hjulpet af Den Danske Bank, en redningsaktion på benene. Det krævede en kapitalindsprøjtning på omkring to milliarder kroner, men lige meget nyttede det. I løbet af mindre end to måneder var alt tabt, Hafnia i betalingsstandsning, og spørgsmålet var, hvem - om nogen - der havde skylden. MISTANKEN SAMLEDE sig hurtigt omkring Den Danske Bank, som havde lavet børsprospektet. For ganske vist havde banken gjort det klart, at der var tale om en redningsplan og dermed en risikofyldt investering, men banken havde 'glemt' at fortælle investorerne om en række konkrete problemer, som meget vel kunne betyde, at de mange penge ikke var nok til at redde forsikringsselskabet. Meget skummelt, ikke mindst i betragtning af, at Den Danske Bank selv som en af Hafnias største långivere og storaktionær i den kriseramte forsikringskoncern havde en meget direkte interesse i kapitaludvidelsen. Men alt det fandt Højesteret altså ikke noget problem i. Efter dens mening var det muligvis kritisabelt, men ikke erstatningspådragende, at Den Danske Bank fortiede de konkrete farer, så længe investorerne fik at vide, at der var en risiko. Dermed har Højesteret ikke bare nægtet de private investorer at få deres penge tilbage, man har reelt godkendt Den Danske Banks opførsel og tredobbelte rolle og dermed undermineret alle forsøg på reformer. Et resultat, der i høj grad blev understreget af bankdirektør Peter Skaarups arrogante udtalelse om, at fejlene ikke var meget andet end »to-tre nullermænd«. Nullermænd til et par milliarder, javel ja. Inden for juraens verden har man længe brugt udtrykket caveat emptor - køberen skal passe på. Det skal han stadigvæk, men desværre nu også på Højesteret.