HVERT FJERDE SEKUND dør et menneske af sult. Ti vil være døde, inden De har læst denne artikel, og flere tusinde inden De kommer hjem fra arbejde. Det anslås, at omkring 800 millioner mennesker hver dag sulter, et fuldkommen grotesk tal, i betragtning af at der grundlæggende produceres mad nok til alle. Sult er med andre ord ikke en naturtilstand, men derimod et problem, der kan løses. Løftet om at halvere antallet af sultende inden år 2015, som i denne uge blev fornyet på 'sult-topmødet' i Rom, er derfor selvsagt kun en begyndelse på en kamp, der først slutter, når alle kan gå mætte i seng. Men, som topmødet desværre viste, er der meget lang vej endnu, og både i- og ulande bærer deres store del af ansvaret. FOR DE RIGE landes vedkommende er opgaven ret enkel: Hold op med at bruge milliarder på den hjernedøde landbrugsstøtte. Ikke bare koster de utallige støtteordninger forbrugerne og skatteyderne formuer, både i direkte støtte og ved at holde priserne på et kunstigt højt niveau. Ordningerne gør det også urimeligt vanskeligt for ulandenes bønder at konkurrere og gør dermed landene unødigt sårbare. Så drop støtten, og brug i stedet pengene på langsigtet udviklingsbistand. Der er ingen gode undskyldninger. Udviklingsbistand er imidlertid langtfra nok til at få gjort op med sultens slavehær. Landbrugsstøtte og andre tåbeligheder til trods skal årsagen til sult i altovervejende grad findes hos ulandene selv. Tag de senere års store sultkatastrofer: Nordkorea, Somalia og Etiopien. Alle skyldes de grundlæggende et politisk sammenbrud, der gennem borgerkrig eller tyranni har ført til sult og elendighed. OG DET ER bare toppen af isbjerget. Ifølge EU's kommissær for udvikling, Poul Nielson, har hele 80 procent af verdens sultproblemer deres rod i interne konflikter, undertrykkelse og borgerkrige, og indtil ulandene får gjort noget ved det, vil selv nok så megen udviklingsbistand og nødhjælp ikke være nok. Løsningen går for ulandenes vedkommende derfor den tunge vej over politisk reform og demokratisering. Som den indiske nobelprismodtager Amartya Sen gentagne gange har påvist, er demokrati - og ikke, som man kunne tro, rigdom - den bedste garant mod hungersnød.