I GÅR TRÅDTE Afghanistans klanråd - det såkaldte loya jirga - sammen for at beslutte, hvem der skal lede landet de næste 18 måneder, til en ny forfatning kan godkendes og et rigtigt valg afholdes. At klanrådet måtte udsættes et døgn på grund af uenighed om, hvilken rolle kong Zahir skal spille, illustrerer, hvor vanskeligt det vil blive at fordele magten på en måde, der tilfredsstiller de forskellige stammer og klaner. Løsningen på det problem er og bliver naturligvis afghanernes, og i det spil kan udlandet ikke gøre meget andet end at krydse fingre og håbe det bedste. Det, som omverdenen imidlertid kan og bør gøre, er at skabe de bedste betingelser for opbygningen af et stabilt samfund. Og her lader indsatsen desværre en del tilbage at ønske. Ganske vist er det lykkedes den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF) at gøre Kabul nogenlunde sikker, men trods gentagne anmodninger fra den midlertidige regering har udlandet indtil videre ladet det blive ved det. ISAF's mandat er udtrykkeligt begrænset til Kabul og omegn, og sikkerheden i resten af landet er noget nær ikkeeksisterende. DET ER IKKE bare skadeligt for genopbygningen, men påvirker også direkte den politiske proces. I forbindelse med valget af delegater til klanrådet er flere således blevet dræbt, andre er blevet fængslet, og bestikkelse og trusler siges at være ekstremt udbredt. Alt sammen fordi udlandet - og her tænkes ikke mindst på USA - ikke har taget sig sammen til at sikre roen i Afghanistan. I stedet for tankeløst at lade 'krigen mod terror' buldre videre mod andre mere eller mindre rimelige mål burde USA og dets allierede snarest få rettet op på disse forhold. Både direkte ved at udstrække ISAF's mandat til alle større byer og indirekte ved at få pengene frem og sparke gang i genopbygningen, herunder opbygningen af en egentlig national hær, som kan overtage ISAF's opgaver.