VENSTREFLØJENS EU-modstandere har nu givet afkald på det måske bedst sælgende og i hvert fald mest benyttede argument gennem 30 års Europa-debat i Danmark. Væk er frygten for, at de - først tyskere, så sydeuropæere og senest polakker - kommer farende og nasser på vores unikke socialsystem, så den ganske velfærdsstat bryder sammen under presset. Nu kræver venstrefløjen ligefrem, at Danmark søger om lov til at være med til en markant udvidelse af EU's sociale ordning, så også de 13 millioner indvandrere får ret til at tage sociale ydelser med sig. Det er helt nødvendigt for at undgå urimelig diskrimination, siger Enhedslisten. JuniBevægelsen sætter trumf på med forslag om at gennemgå samtlige danske ordninger, så problemer med forskellige skattesystemer mindskes. Efter en sådan kovending er der berettiget håb om, at en kommende folkeafstemning vil dreje sig om en europæisk forfatning og ikke - igen - om, at de er ude på at tage folkepensionen fra os. De paranoide illusioner er placeret, hvor de hører hjemme, nemlig hos Pia Kjærsgaard. UMIDDELBART KAN det undre, at venstrefløjen helt frivilligt giver afkald på et våben, der så mange gange har vist sin effektivitet. At skræmmebilledet er helt uden hold i virkeligheden, tæller ikke som forklaring. Der er imidlertid mindst tre gode grunde til kursændringen. Den selvfede forestilling om Danmark som et lille velfærdsparadis, som de andre EU-borgere vil opgive alt andet for at nå frem til, er ikke længere på mode, slet ikke på venstrefløjen. Samtidig ser venstrefløjens græsrødder i stigende grad EU-samarbejdet som en platform for solidariske løsninger - og ikke pr. automatik som roden til alt ondt. Det stiller større krav til nej-argumenterne. Endelig, og måske vigtigst, er den nationalistiske højrefløj blevet den dominerende faktor i modstanden, hvilket har gjort det sværere for venstrefløjen at bruge en lignende retorik uden at fremkalde kvalme blandt sine tilhængere. OM EU-MODSTANDEN på venstrefløjen vil få nyt liv nu, eller om den bliver svækket af kovendingen, er svært at sige. Det afhænger af, om venstrefløjen kan præstere nye, mere troværdige og mere perspektivrige nej-argumenter, der kan slå folkeligt igennem. Det eneste sikre er en mere regulær debat om Europas fremtid. Men det skal man heller ikke kimse ad.