STATSMINISTER ANDERS Fogh Rasmussen benyttede sin grundlovstale til endnu en gang at hive en gammel cirkushest frem af stalden: Eksklusivaftaler, som efter statsministerens mening er et stort onde på arbejdsmarkedet, fordi »lønmodtagere eller arbejdsgivere er tvunget ind i bestemte faglige foreninger for at kunne arbejde eller drive erhverv«. Det er ikke nyt, at Venstres top er ude efter eksklusivaftalerne, eller at der sættes spørgsmålstegn ved forhold, der af det enkelte individ kan opleves som frihedsbegrænsende. Vi lever i en meget individualistisk tidsalder, hvor der er behov for at finde nye måder at gøre tingene på, og hvor sådan noget som aftaler, der påbyder folk at være medlem af en bestemt fagforening, for at kunne få et arbejde, af mange opfattes som uacceptabelt og utidssvarende. NU ER det jo ikke fremmed for individerne i Danmark at skulle underordne sig kollektive ordninger. Og spørgsmålet er, om statsministeren og de, der deler hans holdning til eksklusivaftalerne, har gjort sig klart, hvad det er, de i virkeligheden afskaffer, hvis de vedtager lovgivning, der fjerner aftalerne? Ud over at svække fagbevægelsen er det selve den berømmede danske model, der risikerer at blive sat over styr. Den er baseret på stærke arbejdsmarkedsparter, som i kraft af deres styrke, evne og vilje til at forvalte det såkaldte faglige selvstyre har forpligtet både fagforeninger og arbejdsgivere på at udvikle et effektivt og stabilt arbejdsmarked. På en lang række områder sikrer den danske model, at parter, der er tæt på arbejdspladser og virksomheder, tager ansvar for, at tingene kommer til at glide. SOM NOGET af det vigtigste er det gennem det 20. århundrede lykkedes at få både arbejdsgivere og fagforeninger til at tage medansvar for, at vi her i landet til enhver tid har erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, som sørger for at dække industriens kvalifikationsbehov. Logikken er såre enkel og har direkte forbindelse til eksklusivaftalerne. Samfundets accept af eksklusivaftaler, der eksempelvis favoriserer medlemmer af Dansk Metal, giver forbundet styrke - og pligt - til at levere den modydelse, som det danske velfærdsmirakel er baseret på: en effektiv og engageret deltagelse på alle niveauer i det fintmaskede net af uddannelsesudvalg, herunder diverse korporative råd og nævn, altså partsorganer, som hele tiden arbejder på at forbedre de grund-, videre- og efteruddannelser, som forbundets medlemmer får. Eksklusivaftalen er i det perspektiv en slags arbejdsmarkedets lurpak-mærke. Et kvalitetsstempel, som sikrer, at arbejdsmarkedets parter garanterer for de kvalifikationer, som folk, der udfører et bestemt arbejde i Danmark, er i besiddelse af. HVIS FAGBEVÆGELSEN var en gumpetung, magtfuldkommen størrelse med direkte forbindelse til et bestemt politisk parti, ville eksklusivaftaler være et problem. Men det er lang tid siden, at borgerlige medlemmer var tvunget til at støtte Socialdemokratiet. Selvom der endnu er eksempler på pamperi og håbløs inkompetence, er fagbevægelsen i nutidens Danmark først og fremmest en aktør, der arbejder for flere og bedre kvalifikationer til sine medlemmer - og til de virksomheder, som statsministeren næppe ønsker at skade. Hvis eksklusivaftaler gøres ulovlige, er der risiko for, at den danske model sættes over styr. Samfundet vil ikke længere have den klemme på fagbevægelsen, at den betaler tilbage til samfundet som pris for den fortrinsret, dens medlemmer, i øvrigt efter aftale med arbejdsgiverne, har. De seneste 20-30 år har fagbevægelsen taget et stort ansvar for at sikre den løntilbageholdenhed, der igen kunne gøre danske produkter konkurrencedygtige. TIL GLÆDE for kollektivet - altså summen af frihedshungrende individer i det danske samfund - er nutidens moderne fagbevægelse, sammen med sin arbejdsgiver med - ikke modpart, fedtet godt og grundigt ind i de mekanismer, som sikrer, at kvalitet og stabilitet er nøgleord på et arbejdsmarked, der i andre lande, er præget af det modsatte. I Danmark har vi aftalt os frem til enestående forhold. Statsministeren er en ivrig ideolog, men eksklusivaftalerne i Danmark bør ses i et andet lys end det frihedsideologiske.