UMIDDELBART lyder det jo tilforladeligt: I et forsøg på at støtte en sekulariseret udgave af islam - altså en opfattelse, der fastholder skellet mellem stat og religion - er den tyrkiske stat med til at finansiere tyrkiske imamer, der virker i en række vesteuropæiske lande som Danmark. På den måde, lyder ræsonnementet (se dagens udlandsside om emnet), er Tyrkiet med til at dæmme op for 'fundamentalistiske' religionsfortolkninger, hvilket findes at være i europæernes egen interesse. Der er således ingen tvivl om, at langt de fleste europæiske samfund har det centrale udgangspunkt, at religion og stat er to adskilte størrelser (Danmark har et noget tættere forhold mellem kirke og stat end de fleste andre lande i Europa). Ikke desto mindre er det i strid med både det danske og andre europæiske samfunds interesser, at udefra-kommende stater som Tyrkiet, Algeriet og det på nogle områder aldeles formørkede Saudi-Arabien på den ene eller den anden måde forsøger at influere de op mod 15 millioner europæiske muslimers europæiske trossamfund mere eller mindre direkte. Det er der mindst to grunde til. FOR DET FØRSTE fastholder den udenlandske støtte de europæiske muslimer i nogle nationale mønstre, som ikke er tidssvarende. Et både stort og stigende antal muslimer er ikke længere indvandrere eller 'fremmede', sådan som den ydre højrefløj ynder at omtale dem, men er derimod født og opvokset i Europa - eller er måske endda selv efterkommere af europæiskfødte muslimer. I integrationens navn har de ikke den fjerneste interesse i, at deres moskeer og imamer er delt op i tyrkisk, algerisk eller saudiarabisk støttede. Det er tværtimod med til at fastholde dem i nogle nationalt opdelte subkulturer, der på en række områder kan forstyrre sammenhængskraften i vore dages multikulturelle europæiske samfund. For det andet er forbindelsen 'tilbage' til de lande, hvorfra tidligere tiders muslimske indvandrere er kommet, med til at hæmme en religiøs praksis, der tager udgangspunkt i - og konkret forholder sig til - de samfund, hvori de europæiske muslimer nu lever, og ikke deres eventuelle forfædres fødelande og oprindelige samfund. Uanset hvor mange kurser en tyrkisk imam måtte have fulgt for bedre at kunne forstå det samfund, han eventuelt udsendes til i Europa, er hans udgangspunkt så vidt forskelligt fra de europæiske muslimers virkelighed, at det aldrig kan blive en optimal kombination. Man kunne i stedet håbe, at eksempelvis danske muslimer fra alle de forskellige etniske og nationale grupper gik sammen i et fælles råd med det mål at samle sig om udviklingen af eksempelvis en dansk imamuddannelse og måske endda et organ, der på autoritativ vis kunne rådgive danske muslimer - og staten - om alle hånde emner med udgangspunkt i det samfund, de er en naturlig del af.