SELV OM EU-konventet kun lige har indledt sit arbejde, bestormes det allerede med ideer udefra. Først kom den britiske premierminister, Tony Blair, med et markant reformforslag, der fik støtte fra et par andre store lande. Få dage senere fremlagde EU-kommissionen så et samlet forslag, der ikke overraskende lægger vægt på, at kommissionen ikke selv svækkes, men styrkes. Det grundsynspunkt kan mindre lande kun støtte, da alternativet er større vilkårlighed på de stores præmisser. Alle er enige om, at EU ikke mindst udadtil savner nogle af de elementære forudsætninger for at handle effektivt. Ansvaret er spredt på for mange hænder, og det er svært at få klare mandater at agere på. Her kunne Blairs idé om en permanent EU-formand, valgt af de europæiske regeringschefer, give mening. Det afgørende er dog, hvordan en sådan formand får magt og ansvar i forhold til EU's tre vigtigste organer - ministerrådene, parlamentet og kommissionen. Allerede i dag er for eksempel den udenrigspolitiske kompetence splittet mellem (mindst) en kommissær (Chris Patten) og en ikkekommissær (Javier Solana), og det fungerer kun, fordi de begge er dygtige pragmatikere. Et af konventets store udfordringer bliver at styrke den demokratiske kontrol og kommissionen på én gang. Det kan lade sig gøre, men kræver nytænkning. EU-KOMMISSIONEN peger med rette på, at et af de oplagte områder, hvor fælles handling er påkrævet, er de ydre grænser og reguleringen af den fortsatte indvandring i EU. Emnet står højt på dagsordenen i det meste af Europa, og alt taler for, at enhver tænkelig politik vil have stor gavn af at være fælles. Alternativet er et spil, hvor både indvandrere, flygtninge, nationale politikere og de berørte lande vil skiftes til at sidde tilbage med sorteper. Konventet har skabt en ramme, hvori reformdiskussionen får det langsigtede perspektiv, den har krav på. At Danmark på tre af de allervigtigste områder har forbehold allerede i forhold til det nuværende samarbejde - herunder indvandringsspørgsmålet - illustrerer blot, hvor stor en mundfuld der venter på os, når diskussionen skal føre til beslutninger i 2004 eller deromkring.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
