MERE AF det samme. Sådan er hovedtendensen i det debatoplæg til en ny arbejdsmarkedsreform, som regeringen netop har lagt frem. Planen lægger sig nemlig tæt op ad den aktive arbejdsmarkedspolitik, som SR-regeringerne havde så stor succes med i 1990'erne. Opstramninger, skærpet kontrol og sanktioner er - igen - de kodeord, der skal sikre, at ledige kommer hurtigt i arbejde. Men selvom denne medicin fungerede i 1990'erne, er det ikke sikkert, at mere af den vil virke nu. Dels er der grænser for, hvor langt man kan gå i opstramningens navn. Og dels skal man ikke undervurdere, at den typiske arbejdsløse i dag er langt sværere at få ud på arbejdsmarkedet, end den ressourcestærke arbejdsløse, der var ramt af dårlige konjunkturer for ti år siden. Her kunne man have håbet på nytænkning. PÅ ÉT punkt lægger regeringens plan imidlertid op til et nybrud. På langt sigt er det ideen at samle arbejdsmarkedspolitikken i ét hus. Eller rettere: nedbryde muren mellem dagpengesystemet og kontanthjælpssystemet. Og det er ikke nogen dårlig idé. At indsatsen over for dem, der står uden for arbejdsmarkedet, er delt op i to parallelle systemer: det statslige AF-system her og det kommunale bistandssystem dér, giver ikke mening. Opsplitningen er dybest set mere et resultat af systemernes historie, traditioner og interessekampe, end den er et resultat af seriøse overvejelser over, hvordan vi bedst får foretaget en indsats over for dem, der står uden for arbejdsmarkedet. HVAD ER logikken i, at den tunge dagpengemodtager hører til i AF-systemet, mens den ressourcestærke kontanthjælpsmodtager ligger i en sagsmappe hos socialrådgiveren i kommunen? Hvad er logikken i, at AF-systemet ikke kan disponere over ledige kontanthjælpsmodtagere, når flaskehalse skal bekæmpes i landets AF-regioner? Og hvorfor skal de samme mennesker i ét væk køre rundt mellem systemerne, fra AF til kommunerne, fra kommunerne til AF og tilbage igen? Logikken er der simpelt hen ikke. Men systemer kan laves om, og det er der brug for, at de bliver, når det gælder social- og arbejdsmarkedspolitikken. Her bør to systemer sammentænkes til ét.