FORHANDLINGER, forhandlinger og atter forhandlinger. Der er ingen vej uden om en diplomatisk tour de force, hvis Indien og Pakistan skal fjerne risikoen for, at striden om Kashmirprovinsen udløser et militært sammenstød mellem de to atomvåbenmagter. Ingen behøver at være i tvivl om, at situationen er alvorlig. Striden har før ført til krig mellem de to lande, og det kan ske igen - nu med den ekstra dimension, at begge lande har atomvåben og løbende har truet med at bruge dem. Oveni skønnes en million soldater at være opmarcheret langs grænsen. Det er ikke for ingenting, at USA's tidligere præsident Bill Clinton har kaldt Kashmir for det farligste sted på Jorden. Ikke desto mindre har både USA og Rusland fastholdt deres koldkrigstankegang. Moskva har forsøgt at fortsætte det tidligere Sovjetunionens venskab med Indien ved leverancer af bl.a. våben, og hensynet til krigen i Afghanistan efter 11. september fik hurtigt USA til at glemme alt om sine forbehold over for Pakistans præsident, Musharraf, der jo kom til magten ved et kup. JO, KYNISMEN lever skam videre, men det er noget ganske andet, der skal til for at sikre stabiliteten i dette brændpunkt: forhandlinger om det selvstyre, som har været FN's mål i årtier. Det kræver, at de store magter insisterer på dialogen, og at parterne også selv vil give indrømmelser. Musharraf må overbevise om, at Pakistan ikke støtter militante grupper, der destabiliserer Kashmir og er årsag til, at Indien atter truer med krig. Han kunne passende begynde med at bidrage til, at bagmændene til terrrorangrebet imod det indiske parlament i december bliver udleveret. På samme vis må Indien indse, at Musharraf er tvunget ud i en kompliceret balanceakt over for magtfulde konservative kræfter i landet, som allerede er blevet rigelig provokeret af støtten til USA's krig mod Taleban, og som ikke bliver mildere stemt af den indiske regerings trusler om krig.