DER ER GOD grund til at glæde sig over den nedrustningstraktat, som USA og Rusland er blevet enige om, og som forventes underskrevet i forbindelse med præsident Bushs besøg i Rusland senere på måneden. I løbet af de kommende ti år forpligtes begge lande til at reducere antallet af strategiske atomvåben med omkring to tredjedele til et maksimum på 2.200 for hvert land. Det er den største atomnedrustning i historien, og sammen med den kommende samarbejdsaftale mellem NATO og Rusland en reel begyndelse på et nyt, mere venskabeligt og mere konstruktivt forhold mellem Rusland og Vesten efter den kolde krigs afslutning for over ti år siden. Og modsat hvad Bush tidligere har givet udtryk for, vil den nye nedrustningsforpligtelse ikke blive beseglet med et uformelt håndtryk, men med en formel traktat, som der er gode muligheder for vil blive ratificeret og dermed blive juridisk bindende. ALT SAMMEN VÆLDIG gode nyheder, som fortjener at blive behørigt fejret. Men det sagt er der mange ting ved den nye nedrustningsaftale, som man kunne ønske sig anderledes. For det første antallet af atomvåben. Ganske vist er 2.200 langt færre end i dag, men stadig mindst 1.000 mere, end landene reelt har brug for. For det andet - og værre - er den nye kun tre sider lange aftale fyldt med smuthuller. Atomvåbnene skal ikke destrueres og vil derfor med forholdsvis kort varsel kunne tages i brug igen. Hertil kommer, at der ikke er nogen krav i aftalen om, hvornår nedskæringerne skal begynde. Det eneste krav er, at hvert land er nede på 2.200 i år 2012, og indtil da står begge parter derfor uhyre frit. Endelig tager aftalen ikke fat på spørgsmålet om de tusindvis af mindre, taktiske atomvåben, som begge lande stadig råder over, og som der har været alvorlig bekymring for kunne falde i hænderne på terrorister. Særligt det sidste bør der snarest gøres noget ved.