0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sharon-kritik

Politiken og Israel-Palæstina

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DET GRUNDLÆGGENDE problem, der skal løses for at skabe fred for både israelere og palæstinensere, er at bringe den israelske besættelse til ophør. Det kan kun ske ved at skabe en palæstinensisk stat. Man kan roligt sige, at Sharonregeringens politik har skabt tvivl om, hvorvidt den er enig i dette grundsynspunkt. Det kan ellers samle det meste af verden - og flertallet af den israelske befolkning. Når Sharonregeringen har tiltrukket sig massiv fordømmelse, er det, fordi den har valgt at bekæmpe den palæstinensiske terror på en måde, der skaber grundlæggende tvivl om, hvorvidt den overhovedet er interesseret i en løsning, der på nogen måde tilgodeser palæstinensernes interesser.

Den massive brug af militære midler vendt mod befolkningen og mod det palæstinensiske selvstyres civile institutioner underminerer selve grundlaget for en fredsproces.

VI BRAGTE i onsdags her på siden et indlæg af Alan Jordan, der mener, at Politiken - i lighed med de fleste europæiske aviser - har svigtet ved ikke i tilstrækkelig grad at fremhæve palæstinensiske fejl og vrangforestillinger. Og ved ikke at gå i rette med den overdrivelse af det palæstinensiske folks lidelser, der finder sted. Alan Jordan påpeger, at Mellemøstendækningen er anderledes i for eksempel The New York Times end i Politiken og andre europæiske aviser. Det er en pointe, som vi selv så sent som i lørdags fremdrog i en større analyse af den internationale debat. Journalistik er ikke nogen objektiv videnskab, og forskellige informationer vægtes forskelligt på forskellige dage, både af tilfældige grunde, og fordi stemningen i forskellige samfund er forskellig. Ikke desto mindre vil vi hævde, at alle væsentlige begivenheder af betydning for meningsdannelsen - herunder stribevis af oplysninger, der er ufordelagtige for den palæstinensiske side - er blevet omtalt i Politiken. Netop onsdag bragte vi for eksempel en detaljeret gennemgang af den for Yassir Arafat stærkt belastende rapport, som Ariel Sharon havde med sig til Washington.

VI ER naturligvis enige med Alan Jordan i, at der er mange andre konflikter i verden, der koster lige så mange eller flere menneskeliv som Israel-Palæstina-konflikten. Vi er enige i, at palæstinensernes lidelser, der naturligvis ikke tåler sammenligning med holocaust, misbruges af en lang række udemokratiske arabiske regimer. Vi er også enige i, at den antisemitiske vold, der er dukket op i Europa den seneste tid, både er afskyvækkende i sig selv og repræsenterer en kortslutning i hovedet på dem, der går til angreb på uskyldige, der intet ansvar har for konflikten. Alt det har vi skrevet her i avisen - også på denne plads.

Der er mange andre historiske og moralske kendsgerninger, der begrunder den uforbeholdne støtte til staten Israels eksistens, som Politiken altid har stået for, og fortsat vil stå for.

DET ÆNDRER imidlertid ikke ved, at det i den seneste tid er den israelske regerings politik, der har tilført håbet om fred massiv skade. Det alvorligste er, at Ariel Sharon har skabt tvivl om Israels grundlæggende fredsvilje. Baggrunden er naturligvis den forfærdelige og aldeles uacceptable terror, som selvmordsbombere udøver. Men baggrunden for den er igen en 35-årig besættelse, som der med Osloaftalen blev skabt håb om ville få en ende. Det er det håb, som Israels nuværende kurs skaber forståelig tvivl om nogensinde vil blive indfriet. Det er Israels regering, der spærrer vejen for den genoptagelse af fredsforhandlinger, som stort set hele verden ønsker. At mange stemmer i den arabiske verden retter angreb mod Israel, der er både hadefulde, proportionsløse og løgnagtige er rigtigt. Men det er ikke nogen afgørende indvending mod at give indrømmelser, når Israels militære styrke og alliancen med USA gør, at landet ikke reelt er truet af andet end den terror, som kun besættelsens ophør kan fjerne grundlaget for.

ISRAEL-PALÆSTINA-konflikten optager mange danskere og mange Politikenlæsere. Også hos os, der er så heldige at have den blodige virkelighed i området på afstand, vækker konflikten stærke følelser. De fører nemt til, at vi 'holder med' den ene eller den anden part. Og den part, vi holder med, skal så have ret i alt. Konflikten i Mellemøsten er imidlertid ikke nogen fodboldkamp. Den er blodig alvor med dybe rødder i historien, og den er yderst kompleks. I vores journalistik bestræber vi os på at beskrive den så objektivt og relevant som muligt. Det giver sig selv, at det ikke altid lykkes.

Den seneste nyhedsudvikling er endnu en blodig og afskyelig selvmordsbombning. Den minder os om, hvilken blind terror Israel er oppe imod. Men den viser desværre også med al ønskelig tydelighed, at Sharons politik ikke har bragt freden nærmere, heller ikke og slet ikke for israelerne. Fred forudsætter vilje til fred. Den grundlæggende kendsgerning vil vi fortsat tillade os at minde parterne - og i første række den israelske regering - om.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere