UNDERHOLDNINGSVÆRDIEN har været stor i den forløbne uges farcelignende forløb mellem d'herrer Jensby og Hvidt, henholdsvis landets forsvarsminister og forsvarschef. Planerne for forsvarschefens storstilede afskedsreception, ministerens på alle måder helt utroligt klodsede indgriben og den efterfølgende stillingskrig mellem parterne - den ene mere fornærmet end den anden - har givet samme oplevelse af at have fået et sjældent kig ind i livet på en anden planet, som da en forgræmmet prins Henrik fra sit vinslot betroede nationen, at han var vældig utilfreds med sin sociale placering. PÅ DEN planet, hvor rigets to mest indflydelsesrige militærmennesker tilsyneladende befinder sig, er god ledelse og anstændig opførsel åbenbart en by i Rusland. Man taler ikke med hinanden, men til hinanden - og helst gennem medierne. Man bevarer ikke roen og overblikket, men reagerer følelsesmæssigt og spontant. Man opfører sig i det hele taget på en måde, som står i en slående kontrast til den behændighed og fleksibilitet, man må forvente af det danske forsvars øverste ledelse. I forhold til generalens og ministerens optræden ville Mogens Glistrups berømte telefonsvarer, der blot meddeler, at vi overgiver os, være så langt at foretrække, hvis det ikke lige var, fordi det danske forsvar har så mange vigtige opgaver ude i verden i disse år, at det har brug for dygtig, læs: moderne ledelse. Den egenrådige Hvidt, der har en lang tradition for at blæse sine politiske ledere en lang march, er på grund af sin pension snart en saga blot, men det løser desværre ikke ledelsesproblemet i forsvaret. Konflikten mellem generalen og ministeren har efterladt sidstnævnte i en så svækket position, både internt og eksternt, at man ikke kan forestille sig, at han kan overleve i jobbet. Exit Hvidt - og exit Jensby.