TRODS ANKLAGER om både mord og andre overgreb mod civile har Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, gjort alt for at forpurre en international undersøgelse af begivenhederne i den palæstinensiske flygtningelejr Jenin under den israelske belejring for nylig. Så voldsomt har den israelske leder modarbejdet undersøgelsen, at FN's generalsekretær, Kofi Annan, i forgårs opgav at sende en mission af sted for at efterforske de alvorlige beskyldninger. Beslutningen, der på ny skulle diskuteres på et møde i Sikkerhedsrådet efter denne avis' deadline, bliver ikke nødvendigvis det sidste ord i den sag. Men forløbet er for så vidt allerede et nederlag for FN, hvor kravet om en undersøgelse af Jenin-anklagerne jo ikke alene har haft støtte fra den sædvanlige kreds af israelskeptikere, men faktisk blev vedtaget i FN's Sikkerhedsråd med stemmerne 15-0. Selv Israels nærmeste allierede, USA, støttede missionen, hvorfor også supermagten lider et stort prestigetab, hvis FN - sådan som Kofi Annan lagde op til i forgårs - bøjer sig for Ariel Sharons mere og mere absurde krav til en undersøgelse. Disse nederlag kan imidlertid vise sig for vand at regne i sammenligning med det, Ariel Sharon udsætter Israel for. Med sin konfrontationspolitik har han allerede påført Israel et betydeligt tab af goodwill og international anseelse. Men ved så heftigt at forsøge at forpurre en FN-undersøgelse af Jenin-anklagerne har han også åbnet for helt naturlige spekulationer om, hvad det egentlig er, han forsøger at skjule i Jenins ruiner. SOM DET er fremgået af Politikens artikler fra den til ukendelighed smadrede flygtningelejr, er der palæstinensere, som taler om israelske drab på hundredvis af palæstinensere og om grove krænkelser af menneskerettighederne. Internationale menneskeretsorganisationer som Amnesty International og Human Rigths Watch har været mere tilbageholdende, men har dog talt om adskillige drab på civile, om blokering af nødhjælp samt om masseødelæggelser, der har gjort et stort antal mennesker hjemløse. Det er slemt nok og burde i sig selv være nok til at kræve de ansvarlige stillet til ansvar. Israel har på sin side erklæret, at der var tale om en aktion imod terror og terrorister, som kostede 50 livet, hvoraf et fåtal var civile. Påstand står mod påstand. Og det vil de blive ved med at gøre i fravær af en uvildig international undersøgelse, hvis validitet kun daler yderligere, jo mere den forsinkes. Det vil uundgåeligt understøtte eksisterende myter og bidrage til skabelsen af nye. I DEN ARABISKE verden er Jenin allerede godt på vej til at blive denne intifadas sidestykke til myrderierne og forbrydelserne for tyve år siden i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Chatila uden for Beirut. Også dengang var Ariel Sharon en central skikkelse, selv om han aldrig blev dømt for at have et ansvar. Han slap med kritik og en fyreseddel fra den daværende regering, uden at det altså har hindret ham i at blive sit lands leder. Hvis han nu også formår at smyge sig uden om blot en undersøgelse af det, der hændte i Jenin, ved nu at have ladet den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, slippe ud af sin i forvejen groteske husarrest, vil bægeret være fuldt for mange i den arabiske verden. Det bør nogen gøre Israel og dets leder klart. Og denne 'nogen' må nødvendigvis være USA i betragtning af, at hverken EU eller den arabiske verden formår at spille nogen synderlig rolle i konflikten. Amerikanerne har en naturlig anledning til at gå i rette med Sharon, når han i næste uge besøger præsident Bush, der har en del at rette op på, efter at han i de seneste måneder har glimret med en både forvirret og forfejlet Mellemøstpolitik. I stedet er supermagten blevet ydmyget af en israelsk regering, der først nægtede at følge opfordringerne om at trække sig tilbage fra besatte områder, og siden altså har stillet så mange umulige betingelser til FN-generalsekretær Annan, at FN endnu ikke har sendt en undersøgelsesmission af sted til Jenin, selv om altså også USA har støttet det. Alt sammen har rokket alvorligt ved USA's troværdighed som mægler i konflikten. Det har supermagten ikke råd til, hvis den fortsat skal bevare sin rolle som en central aktør, og det bør Ariel Sharon have besked om hurtigst muligt. På samme vis må det internationale samfund insistere på at kunne undersøge forholdene i og omkring Jenin, inden forsinkelserne gør sådan en undersøgelse meningsløs. Ariel Sharon må ikke få held med sin forhalingstaktik - heller ikke for Israels egen skyld.