I KØLVANDET på mandagens franske præsidentvalg, hvor højreekstremisten Jean-Marie Le Pen sikrede sig godt 17 procent af stemmerne, er der blevet talt og skrevet meget om demokratiets skrøbelighed. At dømme efter de mest forskrækkede udsagn er det franske demokrati sendt til tælling på en lige højre. Groggy og forslået skal der ikke meget til, før håndklædet bliver kastet i ringen som tegn på overgivelse, lyder argumentet. Med andre ord: Det moderne demokratis fødselshjælper - det republikanske Frankrig - går hastigt mod sin egen undergang. Dette skrækscenario næres af erindringen fra mellemkrigstiden, hvor det ene skrøbelige demokrati efter det andet blev afløst af højreautoritære regimer. Hvis det kunne ske én gang, hvorfor så ikke igen, spurgte eksempelvis den svenske udenrigsminister Anna Lindh, da Jörg Haiders parti, FPÖ, for et par år kom med i regeringen i Østrig. RIGTIGT ER DET, at populistiske og stærkt nationalistiske partier i de senere år har noteret en pæn fremgang ved valg til lokale og nationale forsamlinger rundt om i Europa. Men er der grund til at ængstes? Står vi foran en ny æra, hvor yderligtgående højrepartier skyder til tops og derpå gør en ende på de demokratiske institutioner? Svaret er, alle relevante bekymringer til trods, nej. DAGENS HØJREPARTIER bekender sig til demokratiet. Hvor begreber som diktatur og ensretning for 60-70 år siden var en fast del af højrefløjens retorik, lyder der nu helt andre toner. Men - og dette er ikke noget ubetydeligt forbehold - et velfungerende demokrati består ikke blot af valghandlinger og parlamentarisk repræsentation. Bortset fra at korruption, skandaler og elitær arrogance i det aktuelle franske eksempel tilsyneladende har kølnet mange vælgeres politiske interesse, består den egentlige udfordring til demokratiet i højrepartiernes chauvinisme. De har et stedmoderligt forhold til demokratiets liberale forestillinger om pluralisme, lighed og tolerance. I det omfang deres ideer får en generel spredning gennem andre partier og medier, er den ånd , demokratiet er tænkt i, truet af en stille kvælningsdød. Udfordringen består derfor ikke blot i at tage grundlaget for højrepopulismen seriøst, men også at turde stå fast og yde en skarp kritik, uanset om anslagene kommer fra højrefløjen, fundamentalister eller almindelig ligegyldighed.