NÅR MEDARBEJDERE i Udenrigsministeriet gør oprør over urimelige arbejdsforhold, så er der grund til at tage det alvorligt. Det er muligt, at der er nogle, der mest forbinder udenrigstjenesten med velklædte mennesker, der går til reception og oppebærer fyrstelige udetillæg. Realiteten er imidlertid, at hverdagen på Asiatisk Plads i København er hårdt arbejde i landets interesse. Man kan diskutere, om ministeriet udnytter sin arbejdskraft bedst muligt, fordi det organiserer sig så traditionelt og hierarkisk, som tilfældet er. Men at der arbejdes hårdt, kvalificeret og engageret, kan der faktisk ikke være tvivl om. Når den type medarbejdere brokker sig, er det, fordi man er kommet langt ud. Det er imidlertid mere på spil end medarbejdertrivslen på en vigtig statslig arbejdsplads. I torsdags var der debat i Folketinget om Danmarks forberedelser til at overtage formandskabet i EU. Pppositionen var af flere grunde skeptisk. Statsministeren undveg ved at gøre gældende, at det ikke er god skik at fortælle for meget om sine planer, før det foregående formandskab er overstået. Det er rigtigt, men misvisende. Det, oppositionen ønsker, er ikke at få afsløret initiativer, men at få en basal sikkerhed for, at regeringen prioriterer formandskabet højt nok. STATSMINISTEREN signalerede pragmatisme, da han på det seneste topmøde lod forstå, at Danmark på længere sigt godt kan forestille sig, at et (lille) land ikke alene skal bære et formandskab. Forudsat at alternativet bliver en styrkelse af EU's samlede handlekraft, og ikke af de store lande, er det et rigtigt synspunkt. Men det skulle forhåbentlig ikke forstås som udtryk for, at regeringen ikke tager den meget store opgave, der ligger forude i andet halvår, alvorligt. Allerede på ministerniveau møder Danmark i en svagere opstilling end andre. På papiret har vi fået en europaminister til at aflaste stats- og udenrigsministeren, men det batter ikke meget, hvis man fastholder, at Bertel Haarder stort set kun skal tage sig af parlamentet og ikke bruges til at lede ministerrådet. Oprøret i Udenrigsministeriet sandsynliggør, at vi er endnu tyndere bemandet længere nede i systemet. Både målt i kroner og personale lægges der lige nu op til en mere skrabet indsats end den, Sverige og Finland præsterede. Forhåbentlig er det ikke kun finansministeren, man gerne vil gøre et godt indtryk på. Det er ikke for sent at lægge et højere ambitionsniveau. Men det haster.