DET TAGER ikke mere end 25 minutters cykeltur at komme fra Christiansborg til Brønshøj Skole, hvorfra Politiken har rapporteret i denne uge. Men skønt begge steder ligger i København, er der en verden til forskel. Mens Venstre og Socialdemokratiet begge har fremlagt ambitiøse planer om flere timer og udviklingen af pædagogik, er det mere jordnære ønsker, der tales om i lærerværelset på Brønshøj Skole. Lærerne herfra har i ugens reportager efterlyst ting, som burde være helt selvfølgelige: klasseværelser, hvor malingen ikke skaller af, tidssvarende undervisningsmateriale og flere lokaler. Når 25 elever er klemt inde i et for lille lokale, så er det umuligt at komme videre fra »den gammeldags røv til bænk-pædagogik« til de fine begreber om undervisnings-differentiering, som en af lærerne udtrykker det. Samtidig er meldingen fra klasseværelserne, at buddene fra politikerne skal følges op med penge, for ellers bliver det hele til tomme løfter. VI HAR allerede hørt undervisningsminister Ulla Tørnæs' forsøg på at tale uden om behovet for penge ved igen og igen at henvise til kommuneforhandlingerne, og til at hun er sikker på, at kommunerne ligesom hun selv gerne vil prioritere folkeskolen og vil være med til at udvikle den. Ja tak, men set i lyset af hvor ringe en standard mange kommuner har for de fysiske rammer på skolen, er der lige et par ting, som skal på plads, før den positive udvikling kan komme i gang. Reportagerne har ikke kun vist nød og elendighed. De har også præsenteret læserne for lærere, som er fulde af engagement. Lærere som lever og arbejder for det fantastiske øjeblik, hvor børnene får aha-oplevelser. Må vi forsigtigt foreslå, at Folketingets Uddannelsesudvalg laver en ekskursion til Brønshøj Skole. Det kunne de lære meget af.