FRANKRIG OG dermed Europa var i chok i aftes, da det viste sig, at højreekstremisten Jean-Marie Le Pen får chancen for at udfordre den siddende, skandaleramte præsident, Jacques Chirac, i den næste og afgørende valgrunde. Dermed er hele venstrefløjen, med premierminister Lionel Jospin i spidsen, men også alle midterkræfter, de grønne og det liberale Frankrig ude af billedet. Det er af mange grunde utænkeligt, at Le Pen skulle kunne slå Chirac i anden valgrunde. Der er ikke tale om et dramatisk højreskred blandt de franske vælgere, selv om udfaldet er så dramatisk, som tænkes kan. Begge ekstremer fik et godt valg, og vælgerne spredte i hidtil uset grad deres stemmer på hele 16 kandidater. De to politiske hovedstrømninger var repræsenteret af to alt andet end nye ansigter, Chirac og Jospin, der i fællesskab har regeret Frankrig siden 1997. Tilsammen kunne de kun samle godt en tredjedel af de afgivne stemmer. Samtidig undlod næsten 30 procent overhovedet at stemme - også det er nyt ved et præsidentvalg. DER ER naturligvis tale om en triumf for den europæiske højreekstremismes bannerfører og nestor, Le Pen. Alligevel er denne skræmmende sejr underligt perspektivløs. Le Pen repræsenterer under ingen omstændigheder hverken Frankrigs eller Europas fremtid. Allerede hans alder gør dette højdepunkt til en svanesang. Hans fascistiske udfald og ekstreme nationalisme er pakket ind i en glimtvis tilforladelig, systemkritisk retorik. Det er den, der har samlet 18 procent af franskmændene. Det er derfor ikke først og fremmest hans sejr, men systemets nederlag, at hans løbebane som halvkriminel outsider og farlig klovn skal slutte med et for hele det øvrige Frankrig ydmygende triumftog. Frankrig er ikke i krise. Samfundet er velfungerende, arbejdsløsheden faldende, premierminister Jospin har regeret kompetent og med integritet. Det er derimod det franske politiske system i snæver forstand, der har spillet fallit. Afstanden mellem retorik og faktisk politik var blevet for stor, skandalerne for mange, frustrationerne over det manglende generationsskifte i de vigtigste partier voksende. At et stort flertal af franskmænd nu ikke har andet valg end at samle sig om en opportunistisk politiker som Jacques Chirac, der nok skal vide at spille også rollen som alle republikaneres og demokraters førstemand til topkarakter, er dybt deprimerende. Først ved parlamentsvalget i juni vil franskmændene og deres folkevalgte for alvor få mulighed for at komme sig over de massive politiske tømmermænd efter gårsdagens chok og katastrofe.