DET OVERRASKENDE udfald af første del af det franske præsidentvalg er en påmindelse om, at den yderste højrefløj for alvor er blevet en del af det politiske landskab i Europa. Det er en kendsgerning, der er grund til at tage alvorligt. Men når Le Pen nu har fået sit gennembrud som toppolitiker i en alder af 73, er det imidlertid ikke et varsel om, at højreekstremismen fremover vil udgøre et af de to politiske alternativer i Frankrig. Hverken for det yderste højre eller for højrefløjen som helhed var der tale om nogen jordskredssejr i søndags. Jacques Chirac genvinder 5. maj præsidentembedet ved at stå vagt om demokratiet og Frankrigs menneskerettighedsidealer. Den side af sagen giver sig selv. Men samtidig er det ikke usandsynligt, at han ved parlamentsvalget til juni igen bliver mødt med et venstrefløjsflertal og dermed må udnævne en venstre-fløjsregering. Den anden mulighed er, at der skal regeres 'hen over midten'. Sikkert er det, at Jacques Chirac ikke vil kunne bruge Le Pens vælgere til at skabe en stabil højrekoalition med sig selv i spidsen. DET SANDSYNLIGE udfald af den aktuelle misere er derfor et svækket præsidentembede og en bekræftelse på, at Frankrig er på vej tilbage mod en politisk model, der minder om det øvrige Europas. I de sidste fem år har magten overvejende ligget hos regering og parlament. Det vil formentlig i endnu højere grad være tilfældet fremover. Sagen er, at Den Femte Republiks tvetydige forfatning var skabt til én mand, Charles de Gaulle, og han har været død i over 30 år. I lyset af den absurde situation nu, hvor franskmændene har valget mellem en 73-årig halvfascist og en skandaleramt, opportunistisk neogaullist, er en omkalfatring af det politiske system i allerhøjeste grad på dagsordenen. I parlamentet er en tredjedel af vælgerne sat uden for indflydelse af valgsystemet. Det er en del af forklaringen på, at så mange franskmænd har flirtet med politiske alternativer - til højre, til venstre og i midten - der ikke har noget ansvarligt eller troværdigt forhold til de udfordringer, det moderne Frankrig står over for. Fornyelsen vil næppe komme fra det præsidentpalads, hvor Chirac nu desværre skal sidde fem år mere. I stedet må den komme fra det repræsentative demokrati, altså fra det parlament, der da heldigvis også er på valg straks efter præsidentvalget.