DET ER nemt at konstatere, at Colin Powell vender tomhændet hjem fra sin fredsmission. Der er stadig kun håb om en israelsk tilbagetrækning - måske om en uge - og dermed ikke noget, der ligner en våbenhvile. Ikke engang USA kan diktere parterne en løsning, slet ikke når USA endnu ikke har formuleret den fredsplan, der skal gøre det meningsfyldt for begge parter at lade våben og bomber tie. Det er nemt at konstatere, at det først og fremmest er Sharon-regeringens vilje til at gennemføre sin militære aktion, der har gjort den diplomatiske opgave umulig. Det er også nemt at konstatere, at den israelske hærs brutale indmarch i det palæstinensiske selvstyre har skabt masser af grobund for ny terrorisme. Ikke bare i Palæstina, men i hele den arabiske verden. Endelig er det - eller burde det være - nemt for alle at fordømme både Israels massive og brutale brug af sin militære overlegenhed ikke blot mod terrorister og bevæbnede palæstinensere, men mod civile palæstinensere og hele det palæstinensiske samfund, og den fortsatte, kyniske og fanatiske brug af unge mennesker som selvmordsbomber mod civile israelere. DET ER kort sagt nemt at begrunde dyb pessimisme efter de seneste ugers udvikling i Mellemøsten. Når Colin Powells rejse alligevel ikke har været spildt arbejde, så er det ikke kun, fordi den amerikanske udenrigsminister har optrådt afbalanceret, sagligt og troværdigt over for parterne. Det er et først og fremmest, fordi hans bredere diplomatiske anstrengelser viser, at der er større enighed i det internationale samfund om, hvordan en fredsløsning bør og kan se ud, end nogensinde: to stater, grænserne fra 1967, fuld arabisk anerkendelse af Israel og en international tilstedeværelse med ansvar for sikkerheden i den nye palæstinensiske stat. Begge parter skal sluge store kameler, før vi når så langt, men hele resten af verden er på eller tæt på denne linje. Det, der mangler, er sikkerhed for, at Bush-administrationen som helhed, og ikke kun Colin Powell, vil fastholde parterne og ikke mindst Israel på deres ansvar i forhold til denne gryende internationale konsensus. Man må ikke glemme, at det kun er et par uger siden, præsident Bush besluttede sig for at se Sharon som andet end en god og handlekraftig allieret i kampen mod terrorismen. Det spinkle diplomatiske håb om en meningsfuld fredskonference får sin styrke af, at alternativet er ubærligt for begge de to mest berørte parter. Desværre er det ubærlige ved at være dagligdag i området.