0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En borgerlig kulturpolitik

Vi bringer en efterlysning

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DEN KONGELIGE Afstøbningssamling er lukket, og Det Kongelige Bibliotek er stillet voldsomme nedskæringer i udsigt. Nationalmuseet har for længst meddelt, hvilke forkrøblende reduktioner man går i møde, og Statens Museum for Kunst nøjedes i sidste uge ikke med at nedlægge afstøbningssamlingen: Man greb chancen for at skære så meget som muligt væk af den kvalificerede kunsthistoriske formidling. Forfattere, billedkunstnere og musikere er allerede blevet nedsablet, kort sagt er det ulvetider i kulturlivet.

Til gengæld har landet en konservativ kulturminister, Brian Mikkelsen, som i samtlige medier og på samtlige kanaler meddeler, at han er en helt kolossalt, enormt, fantastisk lykkelig mand. Godt nok går det ikke så godt for Det Konservative Folkeparti i meningsmålingerne, men det må skyldes en misforståelse, mener Mikkelsen: For det første har de konservative faktisk masser af »gode sager for moderne mennesker, der har travlt«, siger han festligt - men for det andet synes han, at Venstre nok tager lovlig meget af rampelyset.

Man synes jo ellers, at kulturministeren er ganske meget fremme i rampelyset. Ingen dag uden nye bud på, hvad konservativ kulturpolitik er for noget: nedskæringer på kunst og kulturarv, hånlige bemærkninger om gamle, gulnede papirer og et veritabelt felttog mod dansk identitet, dansk historiebevidsthed og selvstændig dansk kunst. Det er meget muligt, at den slags er rene lækkerbiskener for »moderne mennesker, der har travlt«, men er det virkelig ministerens og regeringens bedste bud på en borgerlig kulturpolitik? Og er det virkelig foreneligt med regeringens megen tale om at værne om dansk sprog, dansk identitet, dansk historie etc.?

Det kan bare ikke passe. Der må være et bedre bud på, hvad en borgerlig kulturpolitik er for en størrelse. Og hvis vi må være så fri, så ville det nok være en god idé for kulturministeren at tale lidt mindre om, hvor usandsynlig lykkeligt et menneske han er - og lidt mere om, hvad konservativ kulturpolitik er for noget. For faktisk er de konservative, i skikkelse af Brian Mikkelsen, ganske betydeligt eksponerede for øjeblikket. Blot ikke for det gode. Og noget tyder jo på, at vælgerne i den anledning pønser på visse nedskæringer.

NU ER DER så at sige til kulturministerens forsvar, at han trods alt ikke er skyld i alle denne verdens ulykker. Når f.eks. Statens Museum for Kunst går fuldstændig grassat i nedskæringer, lukninger og udrensninger, så er det jo ikke noget, regeringen har bedt om. Det skyldes en ualmindelig letsindig direktørudnævnelse i Jytte Hildens tid; og når museets letsindigt udnævnte direktør, Alis Helleland, mener, at Nationalgalleriet ikke kan nå højere end til at udstille en københavnsk blomsterbinder, så er det jo, fordi hendes kulturbegreb svinger et sted mellem den smagfulde boligindretning og de poppede begivenheder. Hvilket jo ikke nødvendigvis er det samme som borgerlig kulturpolitik.
Lad os til eksempel, for borgerlighedens skyld, kaste et blik på det private kunstmuseum Louisiana, som præsenterer det ene verdensnavn efter det andet - David Hockney, Georgia O'Keeffe, Per Kirkeby - mens Nationalgalleriet sumper til i provinsialisme og blomsterbinding. Var der ikke inspiration at hente for en borgerlig kulturpolitiker hos en privat kulturvirksomhed, der konsekvent satser på kvalitet, og derfor, netop derfor, trækker et kolossalt stort publikum til?

EN BORGERLIG, endsige konservativ, kulturpolitik er jo ikke per definition en katastrofe. Man kunne sagtens tænke sig en klart værdibaseret politik, som lagde vægt på kvalitet, kulturel identitet, historisk bevidsthed og så videre, og som prioriterede klart ud fra sådanne forestillinger. Og det skal da siges til kulturministerens ros, at hans oprydning i råd, nævn og puljer kunne være et ganske fornuftigt element i sådan en politik. Med andre ord er der således hele to ting at sige til den konservative kulturministers fordel: både at han ikke er skyld i alle de ulykker, der p.t. regner ned over kulturens syndige hoveder; og at han faktisk foretager sig visse fornuftige ting. Men disse to ting opvejer desværre ikke det almindelige indtryk af en regering og en minister, hvis kulturpolitik kan defineres med ét ord: nedskæringer. Den konservative kulturminister gjorde nok klogt i at udvide definationen en smule.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere