FOR ET par dage siden befandt parterne i Palæstinakonflikten sig ved en korsvej. Optrapningen har nu kostet over 1.000 mennesker livet i løbet af de seneste 18 måneder. En tredjedel israelere og to tredjedele palæstinensere. Omstændighederne har medført, at konfliktens parter i dag befinder sig på den vej, der hastigt fører mod afgrunden. Torsdag sluttede det arabiske topmøde i Libanons hovedstad, Beirut, med vedtagelse af en resolution, hvis indhold illustrerede, hvor langt den arabiske verden har bevæget sig siden det topmøde, der fandt sted i 1967 i Sudans hovedstad, Khartum, kort efter den israelske sejr i Seksdageskrigen. Dengang vedtog de arabiske statschefer de tre nejer. Nej til forhandling med Israel, nej til anerkendelse og nej til fred. I torsdags vedtog topmødet en resolution, der foreslog anerkendelse af den jødiske stat, normale forbindelser og afslutning på konflikten mod israelsk tilbagetrækning fra de palæstinensiske områder, Israel har holdt besat i snart 35 år. Selv omtalen af et af kardinalproblemerne mellem Israel og palæstinenserne, de tre millioner arabiske flygtninges fremtid, var så blødt formuleret som ingensinde før. TOPMØDETS erklæring var den bedste nyhed, Mellemøsten har produceret, siden Osloaftalerne mellem ministerpræsident Yitzhak Rabin og den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, blev underskrevet på plænen foran Det Hvide Hus i Washington i 1993. Resolutionen, der blev forelagt af Saudi-Arabien, var en henvendelse rettet til den israelske befolkning hen over hovedet på Ariel Sharons regering. Ingen arabisk politiker var i tvivl om, at den, set fra Sharons synspunkt, ikke var velkommen. Resolutionen tvang ham op i et hjørne. Sharon hverken kan eller vil opgive de besatte områder, derfor ville han for alverdens øjne blive afsløret som manden, der stod i vejen for fred i Mellemøsten. Få timer efter topmødets afslutning kom tilfældet Sharon til undsætning. En palæstinensisk selvmorder rettede torsdag aften et angreb mod et hotel i Natanya, hvor et par hundrede mennesker var samlet om det traditionelle påskemåltid. 22 mennesker blev dræbt, foruden selvmorderen, og 130 blev såret. Attentatmanden var medlem af den muslimske radikale organisation Hamas. Han var kendt af den israelske efterretningstjeneste. Hans navn optrådte på en af de lister over mistænkte terrorister, som Israel kort forinden havde afleveret til den palæstinensiske sikkerhedstjeneste. Trods Arafats løfte om at uskadeliggøre personerne på listen, rørte han ikke en finger. Samme nat trådte det israelske sikkerhedskabinet sammen. Det besluttede at tage skridt til at tilintetgøre den »palæstinensiske terrorstruktur, arrestere dens ledere, beslaglægge våben etc.«. Som første skridt blev israelske styrker sendt ind i den palæstinensiske hovedby, Ramallah, hvor Arafat har sit hovedkvarter, og hvorfra det palæstinensiske hjemmestyre administreres. Nogle uger forinden havde Sharon betegnet Arafat som »irrelevant«, nu erklærede han, at Arafat var en »fjende«. Han sidder som fange i sit eget hovedkvarter. Det palæstinensiske selvstyre er i praksis holdt op med at fungere. Før Natanyamassakren havde Washington pålagt Sharon en række bånd. Israels antiterroraktioner måtte ikke bringe det palæstinensiske hjemmestyre til sammenbrud, israelske styrker måtte ikke generobre de områder, der var underlagt hjemmestyret, og personen Arafat måtte ikke udsættes for overlast. DENNE GANG forholder Washington sig stort set tavs. Man har undladt at udsende de sædvanlige formaninger til begge sider. Tværtimod siger anonyme amerikanske kilder, at Washington holder Arafat ansvarlig for, at den amerikanske mægler Anthony Zinnis' bestræbelser på at arrangere en våbenhvile, trods forventninger om det modsatte, nu er stødt på grund. Ifølge disse kilder havde Sharon accepteret våbenhvileforslaget, mens Arafat tøvede. Inden han havde erklæret sig enig, indtraf Natanyamassakren og den israelske modreaktion. Indtil videre har USA således givet Sharon frie hænder. Hans problem er, at han ikke ved, hvad han skal bruge dem til. Den aktion, der pågår i disse timer, kan i bedste fald for en tid bringe terrorgrupperne ud af balance. Den kan ikke løse den israelske befolknings sikkerhedsproblemer, fordi terrorens rod er den israelske besættelse og de israelske bosættelser på okkuperet område. Bosætterne, der tæller cirka 220.000 mennesker, har taget den israelske regering og dermed både den israelske og den palæstinensiske befolkning som gidsel. SHARON ER eskaleringens mester. Det demonstrerede han som forsvarsminister under invasionen af Libanon 1982, som medførte, at Arafat måtte gå i eksil i Tunis. Det er sandsynligt, at Sharon for tiden gør sig lignende tanker og skridt for skridt vil skabe en situation, der muliggør, at han kan blive sin fjende kvit. Men dette er en strid uden vindere. Militær overmagt kan ikke løse problemer, der fundamentalt er af politisk karakter. Den dag, de israelske kampvogne atter forlader Ramallah, har de lagt kimen til nye terroraktioner. Terrorisme trives i en atmosfære af had, og den israelske besættelse og anvendelse af militær magt skaber den grobund, hvorfra fremtidens terrorister rekrutteres.