»DØREN ER blevet åbnet«, sagde en tårevædet Halle Barry, da hun søndag nat som den første sorte skuespillerinde nogensinde fik en Oscar for den bedste kvindelige hovedrolle. Og meget mere præcist kan det ikke siges. Med anerkendelsen af Barry og Denzel Washington som årets to største skuespilpræstationer - og en Æresoscar til Sidney Poitier - har Hollywood langt om længe åbnet døren for sorte skuespillere og offentligt markeret, at deres evner og talenter er fuldkommen på linje med hvides. Det har taget sin tid, også en del mere end det burde. Indtil i forgårs var Sidney Poitier den eneste sorte skuespiller, der havde fået en Oscar for en hovedrolle. Det var i 1963, og de efterfølgende knap 40 år blev det skandaløst nok ikke til mere end sølle fire sorte Oscars for biroller. Ikke meget til en befolkningsgruppe, som udgør omkring en ottendedel af USA's befolkning. REN SYMBOLIK vil mange kritisk indstillede danskere måske alligevel vil være fristede til at mene om årets sorte Oscars og pege på, at næsten 150 år efter slaveriets ophør har sorte amerikanere stadig som oftest langt vanskeligere vilkår end deres hvide landsmænd. Ikke bare er de fattigere og lavere uddannet, de har også vanskeligere ved at få job og er helt uforholdsmæssigt overrepræsenteret i landets fængsler. Og det er alt sammen sandt nok. Der er bestemt store uløste raceproblemer i USA, og det vil et par Oscars eller tre ikke umiddelbart kunne ændre meget på. Men netop derfor er symbolværdien af at give filmindustriens vigtigste priser til to sorte skuespillere så meget desto større og vigtigere. Både i USA og resten af verden, hvor folk med anderledes hudfarve ikke altid har det lige let.