NÅR BORGERLIGE regeringer har siddet et stykke tid, er der i Danmark tradition for, at fagbevægelsen indkalder til demonstration foran Christiansborg for at protestere mod diverse forringelser. Gårsdagens demonstration, hvor ikke mindst VK-regeringens nedskæringer og besparelser på uddannelses- og miljøområdet var i skudlinjen, var ingen undtagelse. Den fulgte den velkendte drejebog med den vigtige tilføjelse, at de flagbærende kernetropper fra lavtlønsforbund som SiD og KAD havde massivt følgeskab af utilfredse studerende og medlemmer af akademiker-organisationer. LIGESOM DEN fredelige politiske demonstration udgør et særligt ritual, der har direkte forbindelse til nogle af de rettigheder, vi sætter højest i demokratiet, er det i Danmark lykkedes at skabe et stabilt arbejdsmarked ved at 'ritualisere', læs: regulere, arbejdskampens forskellige momenter. Det er værd at huske på i forbindelse med Kristeligt Folkepartis forslag om at begrænse fagforeningers ret til at lave blokade mod en virksomhed, der f.eks. ikke vil acceptere gældende overenskomster. Forslaget ligner en foræring til regeringen, hvor ikke mindst den stærkt ideologiske venstremand, der beklæder embedet som beskæftigelsesminister, tidligere har kaldt blokade for »en modbydelig tidsel i den danske model«, men regeringen bør tænke sig meget grundigt om, før den ændrer på de regler, der omgærder arbejdskampe i Danmark. Helt bortset fra, at retten til blokade sagtens kan forsvares ud fra et demokratisk synspunkt, vil et lovindgreb, der fratager fagbevægelsen et vigtigt reelt - og symbolsk - kampmiddel, skabe masser af uro og ustabilitet. Heldigvis har vi meget få hårde arbejdskampe i Danmark. Det kan hurtigt ændres, hvis fagforeningerne oplever, at VK- regeringen konsekvent søger at ændre på den magtbalance mellem arbejdsmarkedets parter, som er grundlaget for den danske models store succes.