HVAD enten de personer, som i tirsdags myrdede professor Marco Biagi, tilhører de oprindelige Røde Brigader eller en nyere gruppe, som har taget deres ideologi, symboler og sprogbrug til sig, så er deres handling - ligesom deres forgængeres var det - ikke bare forbryderisk, men også dum. I 'blyårene', som italienerne kalder det lange årti fra omkring 1970 og et par år ind i 1980'erne, blev der forøvet 13.000 attentater - de fleste af De Røde Brigader eller andre venstreorienterede terrorgrupper - som kostede op mod 450 mennesker livet og sårede 5.000. De Røde Brigaders mål var at knuse 'de multinationales imperialistiske stat', men resultatet af deres forbrydelser blev en cementering af det eksisterende system: Regering og opposition rykkede sammen i en fælles antiterroristisk front, som umuliggjorde nødvendige reformer og udskiftning i den politiske ledelse. Dermed skabtes en væsentlig del af grundlaget for det korrupte magtsystem, som først begyndte at smuldre, da Operation Rene Hænder gik i gang i 1992. Ligesom de gamle Røde Brigader aldrig havde nogen reel chance for at omstyrte det italienske demokrati, har de nuværende det heller ikke, lige så lidt som de har den ringeste mulighed for at tvinge den siddende højreregering til at gå af eller bare moderere sin antidemokratiske politik. De har derimod alle chancer for at svække oppositionen og styrke Silvio Berlusconi og dermed endnu en gang fasttømre netop de magtstrukturer, som de påstår at bekæmpe. MORDET på Marco Biagi har indskrænket oppositionspartiernes handlefrihed stærkt: Hvis de kritiserer regeringen for meget, vil det være nemt for Berlusconi at beskylde dem for uansvarlighed i en national krisesituation. Det vil også være nemt for regeringen at delegitimere fagbevægelsens og de folkelige protestbevægelsers modstand mod de planlagte arbejdsmarkedsreformer, som indebærer en stærk svækkelse af lønmodtagernes retssikkerhed. Mordet i Bologna repræsenterer ikke nogen trussel mod det italienske demokrati. Men det vil uundgåeligt lede mediernes og offentlighedens opmærksomhed bort fra de virkelige trusler: Silvio Berlusconis mediemonopol, hans regerings forsøg på at undergrave retsvæsenets uafhængighed og mængden af love, der så aldeles skamløst er skræddersyet til at tjene regeringschefens private interesser.