TOPMØDET i Barcelona var et bekymrende tegn på, at EU-lederne er ved at tabe tråden i velfærdspolitikken. Den store og flotte vision, der blev udstukket på Lissabon-topmødet for to år siden, er fortsat den rigtige vej mod det rigtige mål. Målet er, at Europa skal indhente og helst overhale USA på den økonomiske front. Men udgangspunktet er, at Europa ikke vil - og heller ikke kan - komme på niveau med USA ved at gå den amerikanske vej. Amerikanerne har haft imponerende økonomisk vækst i den nye videns-økonomi, men det er en fager ny verden, der er forbeholdt en begrænset del af det amerikanske samfund. Kløften mellem rige og fattige er vokset i en grad, som ville være fuldstændig uacceptabel i Europa. DEN EUROPÆISKE vision er at udvikle den nye vidensøkonomi, ikke på trods af velfærdssamfundet, men tværtimod i kraft af det. En økonomisk og social politik, der ideelt inddrager alle i den økonomiske udvikling, gør ikke bare de svageste, men også samfundet som helhed rigere. Det sociale sikkerhedsnet i de europæiske samfund er ikke i sig selv en hindring for økonomisk udvikling. Trygheden kan tværtimod bidrage til at flere får mod til at kaste sig ud i nye projekter og nye job. ØKONOMISKE reformer er naturligvis en vigtig del af omstillingen. Men strategien ryger af sporet, når topmødet bruger hovedparten af sin tid på den slags. Energireformen, der kun delvist kunne vedtages på topmødet fordi et enkelt land blokerede, burde for længe siden være vedtaget af de relevante fagministre med flertalsafgørelse. Når statslederne, der altid skal være enige om beslutninger, accepterer at gå ind i sådanne sager er det i realiteten en tilbagevenden til tiden før EF-pakken, hvor Europa var gået i stå - både økonomisk og politisk. SAMTIDIG nøjedes topmødet med runde og ukonkrete formuleringer om, at det ville være rart, hvis der var færre fattige. Det, der er brug for, er konkrete og politisk bindende målsætninger, der giver anledning til konkrete diskussioner om, hvordan problemerne kan løses effektivt. For at gøre Lissabon-visionen til en realitet, skal der over hele Europa eksperimenteres med omstilling af velfærdsmodellen, og topmødet skal være et forum for udveksling af både gode og dårlige erfaringer. Det kræver, at de politiske ledere gennemgår en mental revolution, der gør dem i stand til at lytte og lære af andre, frem for blot at fremhæve egne fortræffeligheder.