DER ER et klart mønster i protesterne mod regeringens nedskæringer på kulturen: de selvstændige dele af kulturlivet klager sig højlydt, mens de statslige tier stille. Tænk, hvor meget vi i de senere uger har hørt fra forfattere, billedkunstnere, teaterfolk og musikere - og tænk modsvarende, hvor lidt vi har hørt til store statslige institutioner som Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst: ikke en lyd. På Nationalmuseet, som i forvejen lider under mange års misrøgt, bliver hver 6. fuldtidsstilling nedlagt. På Statens Museum for Kunst sløjfede man i går 21 stillinger. Og ledelsen har ikke ytret det mindste lille suk til protest. For slet ikke at tale om medarbejderne: tavshed. HVIS NOGEN på museerne havde turdet protestere, var det næppe gået så galt, som det nu går. For det nytter jo faktisk at protestere. Tænk blot på bibliotekspengene. I et demokrati nytter det noget at protestere og argumentere - og faktisk skal det siges til regeringens ros, at den allerede har vist mange eksempler på, at den godt kan lytte til en velargumenteret protest. Men museumsverdenen er tavs som graven. Hvorfor? DER ER nok mindst tre rigtig sørgelige forklaringer på den museale tavshed. For det første er der frygt. Medarbejderne på de store museer frygter ganske enkelt for deres stillinger, hvis de på nogen måde ytrer sig offentligt. For det andet er der ambition. Toplederne på de store statslige institutioner har ikke de faglige succeskriterier, man kunne tro. De gør karriere ved at indgå og overholde resultatkontrakter med deres fagministerium og have pæne tal på regnskaber og rapporter. I sådan en logik kan det se både smukt og karrierefremmende ud, at f.eks. »21 årsværk er varslet til nedlæggelse«, som Statens Museum for Kunst så effektivt skriver i sin pressemeddelelse i går. For det tredje er der manglende faglig stolthed. Man gider ikke fælde en lanse for sit museum. TALENDE TAVSHED. Sørgeligt talende.